Hver Gang Dyrendal blev nævnet,
Klang i Verden Rolands Navn.
Først da Rolands Død var hævnet,
Tog jeg Heltens Lig i Favn.

Sværdet holdt han fast i Haanden;
Odde stod i Fjældets Rift.
Panden røbed Helteaanden;
Men hvert Træk var marmorstift.

Hjaltet kæmpestærk han klemte
Med forstenet Kraft og Marv,
Som i Døden tro han gemte
Til en Ven sin bedste Arv.

Ingen Ridder dog i Hæren
Kunde rokke Rolands Sværd.
Jeg for Sorg ej ænsed Æren;
Ingen Ven var mig saa kær.

Rolands Haand mod min var lille;
Men han var fuldstor en Mand.
Fastklemt Haand jeg trykte stille,
Og mit Øje løb i Vand.

Kejser Karl stod dybt nedbøjet;
Sorgen knuged svart hans Bryst.
Ham dog løb ej Vand i Øjet:
Stum han stod og uden Trøst.

Sværdet, som vi rørte alle,
Sværdet, rigt paa Heltedaad,
Roland i hans Haand lod falde -
Og Carolus brast i Graad.