Det var mig en trøstig Tanke;
Den randt mig hver Dag i Sind:
Naar dygtig paa Porten vi banke,
Saa lukkes vi ogsaa ind.

Jeg lo, naar Stymperne sukked;
I Vejr jeg al Tvivl slog hen:
Blev Paradisporten lukket,
Hun kan vel aabnes igen.

Naar Sol over Hav fremglimted
I Lyslands-Straalernes Krans,
Jeg altid i Verden skimted
Et Glimt af Paradisglans.

Og saa jeg i Öjne sorte
Med Ild fra Morgenens Hjem,
Jeg mente, Guds Haves Porte
Var dog kun lukte paa Klem.