Gid jeg var en Morgenvind!
Sagte skulde jeg da svæve
Hist til hendes Leie ind,
Over hendes Lokker bæve,
Kysse hendes Rosenkind,
Blidt opløse Silkebaandet
Under Pigens kydske Barm,
Og forsvinde, elskovsvarm,
Af den Yndige indaandet.

Gid jeg Glædestaaren var,
Som i hendes fromme Øje
Stundom glindser, stille, klar,
Naar hun stirrer mod det Høje!
Ingen Spotter mig da saae;
Men sødtsvimlende jeg skulde
I den ædle Barm nedrulle,
Og i Salighed — forgaae.

Gid jeg var en hellig Tanke,
Som i hendes Sjæl opstaaer,
Naar i Elskovsdrøm hun gaaer,
Naar hun føler Hjertet banke
Ahnende, og længselfuld!
O! da skulde underfuld
Vore Væsner sig forene,
Tvende Draaber i eet Væld,
Samme Tanke, samme Sjæl
I det skjønt-harmonisk Eene.