Gjækked hun mig i elskværdigt Lune,
Drilled hun mig med uskyldigt Vid;
Paradiser jeg opofre kunde,
For at drilles saa til evig Tid.

Saae jeg hende gjennem Taarer smile,
Og mit Øje vædedes derved;
Livets hele Fryd jeg ofre vilde,
For at græde saa en Evighed.

O! men da hun rødmende, beskeden,
Elskovsfuld i Vennens Arme laae;
— Livet ofred jeg — ja Evigheden,
For eet Øjeblik at elskes saa.