Foster af den gamle Evighed!
Underfulde, frygtelige Kæmpe!
Tid! styrt kun din Skjald i Dybet ned!
Stemmen i hans Bryst kan du ei dæmpe.

Træd paa Kloder! hæv din Risearm!
Lad dit Svælg sig over Jorden lukke!
Ei du knuser Verdnen i min Barm,
Flammen i min Sjæl skal du ei slukke.

Staae kun for mig frygtelig og stor!
Straf med evig Lamhed denne Tunge!
Mens du graver mig en Grav paa Jord,
Vil jeg dig et Varselqvæde sjunge.

Lad din Ormeyngel, lumskelig,
Paa det Store, Herlige kun gnave!
Og staae selv paa faldne Slægters Liig,
Kold og stolt, som Marmoret paa Grave!

Avl kun Helte! opslug dem igjen!
Guder skab! og nedriv deres Himmel!
Udaand Liv! og lad det fare hen!
Mæt din Hunger med din Børnevrimmel!

Lee hver Time, saa det himlen naaer,
Med din Klokkeklang, din Malmerstemme,
Og hvergang din Puls i Kummer slaaer,
Tusind Liv Dødsqvalerne fornemme!

Eengang, stolte! har du vel udleet,
Hører du hvad Skjæbnens Barde synger?
Har du ei hin sølvgraa Slange seet,
Som trindt Universet vidt sig slynger?

I sin egen Hale bider den;
Det er Evighed, din gamle Fader:
Han dig avled — dræber dig igjen;
Kun i dig han egen Afkom hader.

Timerne, Seconderne er talt, -
Vældig Slangen Universet knuger,
Til det styrter det uhyre — Alt,
Indtil Evigheden Rummet sluger.

Da skal ogsaa du, o! Tid! forgaae,
Med hver Træl, som til dit Muld sig klæber,
Men hver Aand, hver Kjærlighed bestaae,
Som henover dig bevinget stræber.