Nu titte til hinanden de favre Blomster smaa;
De muntre Fugle kalde paa hverandre;
Nu alle Jordens Børn deres Øine opslaae;
Nu Sneglen med Huus paa Ryg vil vandre.

Den kjære Gud og Skaber den mindste Orm er nær:
Han føder Fugl og Markens Lillie klæder;
Dog Menneskenes Børn har han allermeest kjær:
Gud aander paa Øiet, naar det græder.

Guds Søn var selv et Barn, og paa Krybbestraa han laae;
Hans Vugge stod paa Jord foruden Gjænge.
Guds Himmeriges Fryd har han lovet de Smaa
Og Blomster fra Paradisets Enge.

Guds Søn har os saa kjær; han er Børnevennen stor;
Han bærer Barnet op til Gud paa Armen;
Han Storm og Hav betvang, da han vandred paa Jord;
Men Børnene leged ham ved Barmen.

O Du, som os velsigned og tog i Favn de Smaa,
En Morgen see vi Dig i Paradiset!
Du lærte os til Gud vore Øine opslaae -
Evindelig være Du lovpriset!