Naturens Sjæleliv fornam Du stille,
Hvor Nattergalen slog i dunkle Lund,
Hvor Fisken dukked op fra Søens Bund,
Hvor Bøgen sused over Bæk og Kilde.

Du elsked Livets Røst i Toner milde,
Dog mest hvor Sjælen, vakt af Drømmeblund,
Med Røst fra Menneskenaturens Grund
Kan Aandens Flugt med Ordets Magt afbilde.

Men høiest elsked Du den Konst af alle,
Som Livets Røst for Øiet kan fremkalde
I Tegn og Billed af det største Ord:

Gudmenneskets paa Jorden tabte Spor
Du vilde ydmyg søge alle vegne
Og Dem med Billedfarvers Glands betegne.