Naar Stormen hviner ved Midnatstid,
Naar Ulvene tude i Skoven,
Naar Bølgen slaaer fort mod Klippens Krid,
Og Skibbrudne jamre fra Voven;
Da rider et Spøgels paa Fjeldets Rand,
Og hyler, og slynger en gnistrende Brand,
Naar Sol farver Klippernes Tinde,
Det Spøgels i Havet mon svinde.

Og Sagnet ganger saa viden om Øe,
Om Næssegreven hin gramme:
Han lured i Hulen ved vildene Søe,
Hver skibbruden Mand at annamme;
Han plyndred og klædte dem nøgen af,
Og styrted dem saa i den dybe Grav,
Og samlede Guldet hin røde,
Med Purpur og Vinen den søde.

Om Dagen sad han ved breden Bord,
Og tømte den sølverne Kande,
Og klædte sig herlig i Silke og Moor,
Alt fra de fremmede Lande.
Naar Natten var sort, og Stormen var vild,
Da red han paa Fjeldet med flammende Ild,
Det Søemanden saae i det Fjerne,
Og fulgte den troløse Stjerne.

Men Fakkelen ledte paa Klipper og Rev,
Og paa de farlige Grunde,
De Kystfarers Skatte til Stranden drev,
Mens Eierne sjunke tilbunde.
Og undgik Nogen den bratte Død,
Og paa en Planke til Landet flød;
Uhyret flux Svømmeren mødte,
Og grum fra Livsbredden stødte.

Men engang drev der et Vrag paa Strand,
Slet Ingen af Bølgen blev sparet,
Paa Klippen sad kun en eenlig Mand,
Af Morgensolen opklaret.
En Pilgrim var det saa from i Hu,
Fra Jorsal maatte han stunde nu,
Et Guldkors han med sig mon bære
Med Christ vor korsfæstede Herre.

Han trykked den Frelsermand til sit Bryst,
Mod Himlen stirred hans Øye,
Paa Jorden søgte han ingen Trøst;
Men kun hos Gud i det Høye.
Det saae den Røver fra høyen Land,
Han loe og stødte sin Baad fra Strand:
Ham rørte kun Guldet det blanke;
Men ikke den hellige Tanke.

Med venlig Mine, med blodigt Sind,
Næsgreven mod Klippen henglider;
Om Morderen suser en Nordenvind,
Saa rolig den Pillegrim sidder.
I Haanden glindser det røde Guld,
Og om hans Tinding sig underfuld
En straalende Glorie tegner:
Næsgreven det skuer og blegner.

Og som han hæver den Haand, saa fræk,
At gribe det hellige Billed,
Da isner hans Hjerte af Helvedes Skræk,
Og blodige Sveddraaber trilled;
Han hyled, og styrted mod Klippen død,
Og Hjernen rundtom paa Havet flød.
Den Pilgrim sig korsed og sukked,
Og Baaden til Stranden ham vugged.

Naar Stormen hviner ved Midnatstid,
Naar Ulvene tude i Skoven,
Naar Havet slaaer fort mod Klippens Krid,
Og Skibbrudne jamre fra Voven:
Da rider det Spøgels paa Fjeldets Rand,
Og hyler og slynger en gnistrende Brand,
Naar Sol farver Klippernes Tinde,
Næsgreven i Havet mon svinde