Sig mig, Phyllis! mindes du en Tid,
Da i første Elskovsdrøm du vanked,
Eensom, sværmersk og Kjærminder sanked,
Og bortkasted dem vemodig, blid?

Sig mig, Phyllis! mindes du den Tid?
Og den liden Dreng, som fro opsanked
Blomsten, hvorved nys dit Hjerte banked,
Og du saae det, vinkede ham hid.

Og du knuged Barnet til dit Hjerte,
Kyssed ham saa heed, saa inderlig;
Slemme Phyllis! dette Barn var mig.
Altfor tidlig du mig ahne lærte
Elskovs underfulde Himmerig,
Kilden til min Længsel, og min Smerte.