Saa venlig en Drot jeg aldrig saae
Som Keiser Carl med de Øine blaae;
Men saae jeg Carolus i Harm opgløde
Jeg før vilde Lybiens Parder møde.

Carolus var stor, dog tilmaade lang;
Om Panden de nødbrune Lokker hang.
Hans Hoved var rundt, hans Øine var store;
Paa Ørnevinger hans Tanker fore.

Hans Kind var skarp, mere bruun, end rød;
I Spøg han Gangerens Hovsko brød.
I Kraftleg stod han paa høiest Stade
Og løfted en Ridder i Staal og Plade.

I Fyrsternes Raad var Keiseren størst;
Hvad stort han saae ophøied han først.
Han sad blandt Skjalde, Viismænd og Præster,
Og æred hver Tankens og Ordets Mester.

I Dyst var Carl en luende Brand:
Hans Landse nedlyned Hest og Mand;
Sit Sværd han svinged med Seiersglæde,
Og Sværdet gjennemskjar Staal som Klæde.

Jeg mange kronede Hoveder saae;
Men alle de var mod Carolus smaa.
Dog Keiserens Krone jeg agted føie
Mod Aanden, jeg saae i den Stores Øie.