I Nordens Liv sig reiser Aand mod Jætte
Saalænge Lys og Mulm i Tiden skifter;
Usalig Fred kun Lokekløgten stifter,
Som drager ned det Gode til det Slette.

Det grimme Skjønne vil sig Krandse flette
Med Skovtroldspøg og kaade Faunbedrifter;
Men Aanden samler, hvor dens Vinge vifter,
Det Alvorsdybe med det Fuglelette.

Du elsked hvad nu kun den Ungdom fatter,
Der ei fordølger Sjælens Ild forlegen
Af frygt for Antiromantikens Latter,

Og Phantatus ei blev alderstegen:
Hvad Livet sang med Blus paa Ungdomskinder
Du elsker med et halvt Aarhusdreds Minder.