Sad jeg ved Morganas Side paa den underfulde Ø -
Lytted jeg til hendes Tale ved den dybe klare Sø -
Saa jeg i den skønnes Øjne, hvor et Hav af Tanker laa -
Kunde Tidens Hjul udrullet, dog det syntes stille staa.

Og som Kernen samlet gemmer Egens Blad og Blomst og Gren,
Alle Tanker i min Hjerne sammenslynged sig i een.
Alle Ønsker i mit Hjerte, alle Haab og alle Savn
Sammensmelted og opløstes i den ene Tankes Favn.

Det var Fred foruden Lige; det var en lyksalig Ro;
Det var Hvile, det var Stilhed, som vi hørte Græsset gro.
Det var, som Alverdenspulsen i mit eget Hjerte slog;
Det var, som Naturen aanded, naar hun salig Aande drog.

I hvert Ord fra hendes Læbe aanded Sjælen af en Tid.
Med den store Aandens Vilje, som udpræges i dens Id.
Hvad de tusind Slægters Sjæle efterstræbe ubevidst,
Blev en Tankesol af Straaler, som udvælded af en Gnist.

— Og jeg saa, hvad selv jeg vilde; hun blev Storhedstankens Tolk,
Som udfolder sig til Klarhed i mit Liv og i mit Folk.