I Trug paa Issefjordvoven
Jeg gynged mangen Stund:
Og Ulveungen fra Skoven
Den blev Holger Danskes Hund.
Jeg rusked Bæstet i Øre;
Vi sad under Bord med Lyst.
Der fik jeg en Dag at høre
Den store Wittekinds Røst.

Jeg saa hin Kæmpe, fuldmodig,
Ved Lejrekongens Bord.
Men Kæmpens Hjælm var blodig;
Han mæled og saa mod Jord:
„Mig fulgte Guder til Sejre;
Nu er jeg en hjemløs Gæst:
Mig fulgte kun til Lejre
Mit Sværd og min gode Hest.

„For Irminsulens Ære
Jeg blødte mangen Gang.
Jeg knuste Kejserens Hære;
Mit Navn havde mægtig Klang.
For første Gang jeg leder
Om Værn mod Mandevold;
Med Blusel Wittekind beder
Om Skærm under Daneskjold."

Dankongen brat sig rejser;
Han mæler et mægtigt Ord:
„Jeg værger dig mod hver Kejser
Og mod hver Jætte paa Jord.
Lad komme tusind Hære!
Lad lyne al Verdens Spjud!
Ved Thor og Dankongens Ære!
Jeg jager min Gæst ej ud."

Det Ord blev ej til Skamme:
Kong Gøttrik i Harnisk for.
Mod Kejserens Oriflamme
Han kæmped med Tyr og Thor.
Karl vendte brat sin Ganger;
Det blev ham en blodig Dag.
Til Hævn han knuste Fanger
Og Guder med Økseslag.

En Dag i Lejre-Hallen
Stod Sakslands Wittekind:
„Nu Irminsulen er falden!
Min Gud var døv og blind.
Han aldrig mer sig rejser:
Os knuste Kristgudens Fod;
Han bøjer mig ved den Kejser,
Som døber Verden i Blod."

Der Holger Danske var liden,
Han hørte Wittekinds Ord.
Det Ord jeg tyded siden;
Jeg saa den mægtiges Spor.
Højt Kirketaarnet knejser,
Hvor Irminsulen stod;
Men Dankongen trodsed den Kejser,
Som døbte Verden i Blod.