Vi red over Bjerg til Keiserens Stad;
Der fløi Huer i Luft til hans Ære.
Paa Verdensthronen Carolus sad;
Men aldrig blev Keiserens Hjerte glad:
Han sørged for alle de Kjære.

Det blev mig for mørkt i Keiserens Gaard;
Jeg fik Uro i Blodet i Freden.
Mig længtes efter en Dyst fuldhaard:
I Raaddenskab, tykkes mig, Verden gaaer,
Naar Sværdet er rustet til Skeden.

Svart længtes jeg efter mit Fædreland;
Over Hav fløi der Tidender onde:
„Kong Gøttrik kæmper mod Oprørsmand;
Ei Dankongen slukker den arge Brand;
Dybt sukker den fattige Bonde."

Og Orlov jeg tog af Keiseren brat;
Som en Fugl fløi min Stavn over Voven.
Hvor Holger leged med Hund og Kat,
Der sprang jeg i Land med min Vaabenhat,
Og Brynierne buldred i Skoven.

Mig fulgte tre hundrede Kæmper i Jern,
De bar Landsen i klirrende Handske.
Dankongen bragte jeg Skjold og Værn;
Men Gøttrik var myrdet; hans Sjæl var fjern.
Hans Øine ei saae Holger Danske.

Til Thinge jeg foer. Jeg nævned mit Navn;
Og de Danske blev lystig tilmode.
De bad mig glemme al Harm og Savn;
De bar Holger Danske trofast i Favn
Til Thronen, hvor Bøgene groede.

Dog — Sønnen skal hævne Faderens Mord,
Skal Guds Jord under Fod ham ei brænde!
Den Ærens Lov var gammel i Nord.
Dyrt svoer jeg at søge Stimandens Spor
Fra Danmark til Jorderigs Ende.