Kong Gøttrik sad ene paa Leire Borg,
Og mørk var Dankongens Sind.
Den Stund, jeg blev fød, jeg voldte ham Sorg:
Ret aldrig han klapped min Kind.

Ret aldrig han saae paa Sønnen med Lyst,
Der voldte sin Moders Død.
Hvergang han hørte min stærke Røst,
Han ønsked jeg ei var fød.

Dankongen gav mig i Stifmoders Magt;
Den Nød jeg døied dog kort:
Kong Gøttrik svoer med Keiseren Pagt;
Mig gav han til Gidsel bort.

Jeg voxte op i Keiserens Gaard,
Langt borte fra Danmarks Strand;
Men hvergang Svalen qviddred om Vaar,
Den sang om mit Fædreland.

Og hvergang Sommerens Lærke sang,
Og Svanen seiled i Sø,
Jeg tænkte paa Danmarks Sangfuglevang
Og Havet ved Bøgenes Ø.