Hvor Oberon lever, hin Hjerterigets Drot,
Og Titania, Synernes Dronning,
Jeg mødtes paa Morganas vidunderlige Slot
Med Arthur, hin herlige Konning.

Vi Daadskraften øved; vi red i mægtig Dyst.
Hver Dag vandt vi Hæder og Kranse.
Hver Nat der klinged Harper i Lunden med stor Lyst;
Da saa vi paa Alfernes Danse.

Og Dagene bortsvang sig med Øjeblikkets Flugt,
Og Nætternes Fryd havde Vinger.
Den hele Verden ejer dog intet Liv saa smukt;
Men brat som en Sang det bortklinger,

Aarhundreder bortfløj; jeg mærked ej dertil;
Da stod jeg en Kvæld ved en Kilde.
Jeg lytted til Vovernes underlige Spil:
De hvisked saa venlige milde.

Jeg bøjed mit Hoved; jeg aned dog et Savn;
— End bar jeg Forglemmelsens Krone:
Jeg husked end ikke mit gamle danske Navn -
Sært rørte mig Bølgernes Tone.

Det var mig, som de hvisked om, hvad jeg havde glemt.
Min Guldkrans var trillet i Voven -
Brat vaagned hvert Minde, som var i Sjælen gemt,
Om Danmark og Issefjordsskoven.

Jeg mindedes Carolus og Ridderskabets Flor,
Og alle de kære, som døde;
Jeg husked paa mit Navn, og min Længsel blev stor -
Da klang det, som Vindharper løde.

Jeg hørte Morgana; men ej jeg hende saa -
Mig favned usynlige Arme:
„Nu Timen er kommen — tilbage skal du gaa,
Hvor Folkenes Livsbølger larme.

„Paa ny skal du vandre til mægtig Idræt hen:
Dit Folk skal genkende din Stemme.
Men glemmer det dig atter — jeg favner dig igen;
Hvor Aanden har Liv, har du hjemme."

Forsvundet var Slottet — som Skyer for det hen -
Og Skibet sig vugged paa Sandet.
Ud skød jeg min Snække; jeg sejled bort igen -
Jeg sejled mod Fædrenelandet.