I Mulm over Bølgernes Bjerge jeg foer;
Blandt Venner jeg stod paa min flyvende Drage.
Rask fløi jeg med Dragen, i Stormenes Spor,
Paa Østersø-Dyb, gjennem Sund, gjennem Fjord,
Og hvor Kattegatsstyrtninger brage.

Helst foer jeg med Dansken til Søhanedyst,
Og med Provencaler til Palmernes Skove.
Paa Nordsøen sang Troubadourer med Lyst;
Ved Spanjernes Bjerge, ved Afrernes Kyst,
Sang vi høit paa den skummende Vove.

Tolv høibaarne Væbnere Troskab mig svoer;
Paa Ronceval hevned vi Roland tilsammen.
De kom fra Provence; dog John kom fra Nord.
De dandsed med Sværdklang og Sang i mit Spor;
Jeg til Riddere slog dem med Gammen.

Paa Hav holdt vi Messe; ved Mast holdt vi Bøn;
Blandt Ridderne sang dog ei Præst eller Klerke.
Bedst messed John Friser, den Konningesøn;
Ham loved jeg Paradiisfrugter til Løn:
Han var frommest blandt alle de Stærke.

Ei glemte vi Keiserens Jævninger troe;
Carolus kom ei Holger Danske af Minde.
Om Roland jeg sang mellem Jævninger froe;
Mod Landet, det fjerne, hvor Palmerne groe,
Fløi vor Sjæl med de susende Vinde.