Hvergang jeg seer over Marken,
Hvor Kæmpehøien end staaer,
Mit tusindaars Hjerte sig rører
Alt som jeg var elleve Aar.

Jeg maa opstige paa Høien
Og see paa de Stene graae;
Paa mægtige Overligger
Jeg atter mig hvile maa.

Og suser der over Skoven
I Bøgenes Fødeland,
Og bruser det dybt fra Voven,
Jeg nikker til Skov og Strand.

Ret aldrig Hjertet forgjetter
Den Høi, den Skov og den Strand -
Endnu har min Sjæl dog hjemme
I Kæmpernes Fædreland