Blandt Hedninger laa jeg i Bast og Baand;
Jeg bandte de vantro Sjæle.
Da løstes jeg af saa dejlig en Haand,
Og mildere blev mit Mæle.

Prinsesse Gloriant for mig stod;
Fra Kinden løfted hun Sløret.
Hun Lyren slog ved sin Fanges Fod;
Helt sødt det klang mig i Øret.

Hun sang om Ørknens ranke Søn,
Hun sang om sin hjertenskære.
Hun sang om Kærligheds skønne Løn;
Hun sang om Troskab og Ære.

Hun sang om den elskedes Blomsterbrev:
Nys kom det paa Duens Vinge.
Et Laurbærblad hun fra Myrten rev;
Det skulde hun Dansken bringe:

„Min Ørn er fløjet til Kejserens Haand;
Selv bandt han sin Fod med Ære:
Til Nordens Bjørn er løst af sit Baand,
Vil Ørnen Lænkerne bære."

Jeg lytted til den dejliges Røst;
Jeg saa i de Øjne sorte;
I Fangetaarnet sad jeg med Lyst;
Skønt klang mig Fængselets Porte.

Med Alvor mænged jeg Skæmt iblandt:
Jeg priste mit Bur med Gammen.
Jeg æred Ørnen, som selv sig bandt;
Med Magt saa dulgte jeg Flammen.

Jeg saa paa Prinsessen rolig og mild,
Hver Gang hun sang i mit Fængsel;
Men — aldrig var jeg i hedere Ild,
Og aldrig i større Trængsel.