Jeg saae Fyrst Carvel ved Tiberens Rand;
Paa Spyd ham naaede min Handske.
Jeg stævned den asiatiske Mand
Til Holmgang med Holger Danske.

Fyrst Carvel red til sit gyldne Telt,
Der sad den indiske Skjønne:
„Den bedste Ridder og største Helt
Skal Hindostans Lillie lønne!"

Trompeter skingred fra Hær til Hær;
I Midten flød Tiberens Vove.
Høit mellem Hærenes Banner og Spær
Laa Øen med Olieskove.

Paa Øen fegted vi, Bryn mod Bryn,
Og Gnister foer os af Øie;
I Luften mødtes Sværdenes Lyn:
Stor Hede maatte vi døie.

Den deilige Gloriant saae derpaa;
I Lokkerne fletted hun Krandsen.
Med Seirherren skulde Prindsessen gaae
Fra Valen til Bryllupsdandsen.

Fra Teltet saae hun vort Ridderspil -
Mig undte hun ei saa ilde;
Men Ørknens Ridder blikked hun til
Med Øine kjærlighedsmilde.

Alt fik jeg til Asiaten Ram,
Da blinked Landser fra Skoven;
Hans Venner frelste hans Liv med Skam -
Til Skændsel blev Ridderloven.

Dog før jeg faldt i de Vantroes Vold,
Det kosted blodige Pander;
Mod Fyrsten jeg kyled mit knuste Skjold:
„Slig Seier min Gud forbander!"

Jeg saae hans Kind: den var rød som Blod -
Jeg Flammen saae i hans Øie.
Hvad stolt han mæled, jeg ei forstod;
Jeg agted hans Ære føie.

Brat Fyrsten jeg paa Araberen saae;
Den fløi som med Svalevinger.
Hvor Flodens dybeste Strømme gaae,
Bortsvømmed Ørkenens Springer.

De Vantroe studsed. Der var stor Larm.
Kun lidet glæded dem Seiren:
Fyrst Carvel kjøled i Floden sin Harm;
Han svømmed til — Christenleiren.