Jeg sad i Hedningsfyrstens Hal;
Jeg sang om Karl og Ronceval.
I Sjælen blev hver Gnist til Glød;
Jeg sang om Rolands Heltedød.

Jeg sang om Holgers Valfartsgang
Mod Paradisets grønne Vang,
Om Graven, som jeg sidst kom fra,
Om Libanon og Golgatha.

Og som jeg sang med dygtig Røst,
For Hedningfyrsten til mit Bryst.
Skøn Gloriant i Taarer laa;
Saa skøn jeg hende aldrig saa.

De laa paa Tæppet ved min Fod;
De Hjertets rige Skat oplod.
Og jeg fornam helt sjælefro,
De delte Holger Danskes Tro.

Kun eet de savned uden Haab:
De længtes efter kraftig Daab.
Dog derfor vidste Holger Raad:
Jeg tog mig paa hin Klerkedaad.

Jeg læste, som jeg husked bedst;
Mig tyktes, jeg var ogsaa Præst.
Jeg gav dem himmelsk Børneret;
Jeg spared ej paa hellig Tvæt.

Jeg gav paa ny de kære Navn
Til Løsen i de frelstes Havn.
Skøn Gloriant beholdt dog sit;
Men Drengen døbte jeg med mit.

Da blev jeg først for Alvor glad:
En kristen Drot i Østen sad;
De Sjæle, Holger elsked mest,
Jeg frelste, som jeg kunde bedst.