Jeg foer til Idræt; jeg foer til Strid;
Høit sang jeg atter paa Havet:
Det Liv, der drev mig til Manddomsid,
Var ei med Secler begravet.

Ved Lænd mig klirred mit gamle Sværd,
Og Løveskjoldet paa Armen;
En Skat jeg dog eied, fuldmere værd:
Den bar jeg lønlig i Barmen.

Jeg havde seet, paa Morganas Ø,
Tilbunds i Naturens Sjæle,
Og hvad der i Verden aldrig kan døe,
Fik dybest i Hjertet Mæle.

Det kaldte mig til udødelig Færd,
Paa Verdens Øer og Have,
Med Haand og Tunge, med Aand og Sværd,
Trods Tiders Orme og Grave.

Mig fulgte de store Tiders Aand
Fra Keiser Carolus' Dage.
Klenodet, mig laantes af Alfehaand,
Skjønt kaldte Livet tilbage.

Jeg gjemte til herligst Syn hver Stund
Titanias Slør ved Barmen.
Naar Oberonshornet klang for min Mund,
Til Toner blev Hjertevarmen.

I Franken jeg landed med Sværd i Haand;
Derom gik Sagn gjennem Tiden.
Den døende Gnist af Riddernes Aand
Udsluktes fast aldrig siden.

Til Danmark foer jeg med Sværd og Skjold,
Med Oberonshornet for Munden;
Glad Dansken saae mig paa Hav, paa Vold,
Og altid i Hædersstunden.

Med store Knud jeg til Bretland foer;
Jeg stred, hvor Volmerne strede.
Jeg fulgte den største Dronning i Nord
Og Helten paa Colberger-Hede.

Blandt Thingmænd red jeg paa skumhvid Hest,
Godt Raad jeg dem hvisked i Øret.
De Nordens Skjalde, jeg undte bedst,
Jeg laante Hornet og Sløret.

Tidt seiled jeg til Magnetøen hen,
Naar Idrætstider var omme;
Jeg kom dog hvert hundrede Aar igjen,
Naar Frænder vented mit Komme.

Da sidst jeg stod paa Danrigets Vang,
Jeg hilsed Drotten hin milde,
Hvis Røst blandt løste Sjæle mig klang
Mest dansk fra Tidernes Kilde.

Naar Livet blomstrer i Danskens Sind,
Og Sangen paa Folkets Tunge,
Fuldklar jeg træder i Livet ind,
Og Skjaldene om mig sjunge.

Mit Navn hver Bonde kjender endnu,
Og glad jeg rækker ham Haanden.
Med Lyst jeg kommer mit Liv ihu:
Jeg lever i Folkeaanden.

Du veed det, Landsmand! jeg er ei død;
Med Kraft jeg kommer tilbage:
Jeg er din fuldtroe Hjælper i Nød
Paa Dannemarks gamle Dage.