Jeg kunde mig glæde som du over Livet paa Jorden,
Jeg kunde lyksalig dens Blomster betræde, ak, hvis jeg din Søster var vorden;
nu svømmer jeg eensom fra Kyst og til Kyst
og gjemmer dit Billed i trofaste Bryst.

Jeg saae dig dernede, jeg hørte din livsglade Stemme,
min Fred er forsvunden, men ikke min Glæde, og nu skal jeg aldrig dig glemme:
Du gav mig din Strængeleg gylden og skjøn,
ved den skal jeg synge og klage i Løn.

Kun du skal det høre i Natten, naar Havet er stille,
naar svævende Smaaskyer Maanen omsløre, naar Stjerner paa Havfladen spille,
og har end dit Billed mig røved min Ro,
jeg dandser paa Bølgen dog, naar du er fro.