Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred!
Dog Ingen kjender Dagen før Solen gaaer ned.

Godmorgen! Godmorgen! sang Fuglen paa Qvist;
Tidt saae han Aftensolen bag Fængselets Rist.

Tidt dufted, tidt nikked Smaablomster ved Gry;
Før Aften laae de knuust under Haglveirets Sky.

Tidt leged Smaabarnet i Morgensol rød;
Ved Qvel det laae paa Leiet saa stille og død.

Paa Jorden ei lever saa salig en Sjæl,
Jo Lykken kan omskiftes fra Morgen til Qvel.

Lyksalig dog Sjælen, som kjender Guds Fred,
Skjøndt Ingen kjender Dagen før Solen gaaer ned!

Godmorgen! vi sjunge med Fuglen heelt fro,
Skal selv i mørke Fængsel til Natten vi boe.

Guds Børn kan sig glæde som Blomster ved Gry,
Skal selv de ligge knuust under Aftenens Sky.

Som Barn kan jeg frydes i Morgensol rød,
Om ogsaa jeg før Aften er stille og død.

Guds Fred og Godaften! vi sjunge ved Qvel:
Vor Herre selv bevarer hver flygtende Sjæl.

Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred!
Guds Fred er Sjælesolen, som aldrig gaaer ned.