I Sommernatsfest paa Morganas Ø
Jeg hilsed Alfernes Konning.
Skønt Oberon bar paa Sky over Sø
Til Festen sin lille Dronning.
Han er en Smaadreng med Vinger paa
Og Guldkrans i gyldne Lokker.
Den Drot kan Sjælenes Liv forstaa,
Som toner fra Fuglestruber smaa
Og drømmer i Blomsterklokker.

I Oberons Blik der tindrer en Ild,
Lig Blink fra brændende Kloder;
Og tit mod sin Dronning underlig vild
Opflammer Morganas Broder.
Da er der Storm i Naturens Bryst:
Bleg flygter den Lilje-Dronning.
Men naar de kan høre Morganas Røst.
Titania kommer igen med Lyst,
Genfavnet af Alfers Konning.

Da bliver der Fest paa Morganas Ø:
Glad hilses Hjerternes Konning;
Med Natsværmer-Hær paa Sky over Sø
Han bærer sin lille Dronning.
Sit gyldne Valdhorn blæser han paa;
Hun ryster de gule Lokker.
Det kan hver slumrende Sjæl forstaa:
Det jubler fra Nattergalstruber smaa;
Det dufter fra Liljeklokker.

Titania svæver i Glans saa mild
Som Straalen fra Maanernes Kloder.
I Alfernes Dans ved Lysfugle-Ild
Hun favner Morganas Broder.
Da er der Fred i Naturens Bryst:
Hver Smaablomst nikker og nejer;
Hvert Træ, hver Busk og hvert Siv faar Røst,
Paa dansende Bølger sjunger med Lyst
Hver Luftning om Kærligheds Sejer.