Her hvor i stille,
Dæmringudspredende Skygger
Natlige Sangerske flagrer og bygger,
Og fløiter melodiske Trille.
Her hvor den vilde
Løvsal sig fletter om sprudlende Kilde,
Skjuled mig huld i den Elskedes Favn;
Her skal du gjemmes
Dybt udi Barken, og aldrig forglemmes,
Hellige, elskede Navn!

Druiden
Ak! hold dog inde,
Grusomme Mand!
Hvor kan du elske, og er dog istand
Voldsom at saare din Elskovs Veninde?

Elskeren
Ingen jeg seer,
Og dog fornam jeg en Stemme.
Hvo du end er,
Væsen! som sukker i lønlige Gjemme,
Kom fra dit Skjul!
Lad mig dig skue!
Og, ved min Elskovs hellige Lue!
Jeg skal modtage dig huld.

Druiden
Ei kan jeg føje
Yngling! din Bøn, og fremtræde:
Skjult staaer Druiden i Træbarkens Klæde,
Useet af Menneskets Øje.

Elskeren
Sød er din Sang,
Barkklædte Skjønne!
Hvad er dit Ønske? hvad er din Trang?
Pige med Lokkerne grønne!
Er du en Aand,
Sluttet i Fængsel hernede,
Ønsker du Frihed af jordiske Baand,
Kan jeg bortrive din Kjæde;
Da skal min Haand
Staaløxen lede
Gjennem dit Fængsel, at himmelske Aand
Fri kan bortgaae til sin Glæde.

Druiden
Yngling! ak nei,
Styrt ei min Hytte!
Thi ei af den kan Druiden bortflytte,
Frihed hun ønsker sig ei.
Saligen lever,
Spirer, og grønnes, og vifter og bæver,
Og imod Himmelen Hovedet hæver
Træets grøntlokkede Møe.
Men naar det falder
Løvet, henblegnet af kraftløse Alder,
Da maa den Pigelil døe,
Og naar det grusomme Menneske kommer,
Fælder min Bolig i feireste Sommer,
Dræber han blomstrende Møe.

Elskeren
Himmelske Pige!
Er du indskrænket af jordiske Kaar,
Lever og døer du med Træet tillige,
Da skal du leve i kommende Aar.
Tit har du bredet
Løvgrønne Arm over elskende Par,
Skjult os for Dagblikket, speidende, klar,
Og om vor Kjærlighed fredet.
Tit du mig saae,
Under din milde, beskjærmende Skygge,
Blussende Pige til Barmen at trykke;
Du kun det hørte, du kun det saae
Hvad der udgjorde vor Lykke:
Længes, og sukke, vor Længsel at møde,
Juble, og gløde,
Give og tage de Kysse, saa søde,
Samles, og skilles, og komme og gaae,
Elske, og elskes, og Elskov tilstaae.
Hulde Druide!
Du fik allene vor Lykke at vide,
Og du misundte os ei,
Du kun har skuet
Hvor vore Flammer opildned og lued,
Og du forraadte dem ei.
Derfor du kjære,
Løvkrandste Møe!
Hellig du mig som min Elskov skal være,
Og før min Elskov ei døe.

Druiden
Vil du mig trolig
Værne, o! Yngling, med pleiende Haand,
Da skal jeg bygge din Kjærligheds Bolig
Tættere, skjønnere; blid skal min Aand
Vifte og nynne dig liflige Sange,
Naar med din Pige i kjølige Qvel
Hid du vil gange,
Og hvile ved rislende Væld.
Og — skjøndt det saarer og volder mig Smerte,
Præg kun din Elskedes Navn i mit Bryst!
Ei kan jeg nægte dig sværmerisk Lyst;
Thi du jo saarer med elskende Hjerte.

Elskeren
Tak, o! Druide, see! her skal det staae,
Navnet det søde, som aldrig jeg glemmer;
Saared jeg dybt? — Lad mig kysse derpaa!
Og du vist lindrende Balsom fornemmer;
Phyllis, see! Phyllis — lad det ei forgaae,
Navnet det søde, som aldrig jeg glemmer!
Nævn det, Druide! med tusende Stemmer!
Phyllis, som jeg, du nu elske jo maa:
Phyllis, som jeg, i dit Hjerte du gjemmer.
Men naar engang
Jeg og min Pige er gangne til Hvile,
Naar til elysiske Egne vi ile,
Nævn os, Druide! i mindende Sang!
Og naar en Yngling og Pige hidvandre,
Hvidsk det til dem; thi kun de det forstaae,
Sig hvad du hørte, og sig hvad du saae!
Sig, at vi leved, og elsked hverandre!