Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud!
Din Trofasthed naaer dine Skyer;
Din Retfærdshaand over Bjergene ud
Er strakt over Dale og Byer.

Som Himlenes Favn er din Kjærlighed, Gud!
Som Havenes Dyb dine Domme.
Til Frelsen fører Du Sjælene ud,
Vil Skabningens Suk ihukomme.

Hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud!
Hvor Menneskebørnene bygge!
I Mulm er Kjærlighedsvingen bredt ud -
Vi skjule os under dens Skygge.

Du qvæger i Ørken den tørstende Sjæl -
Du bjerger den bævende Due -
Hos Dig er Livets det evige Væld,
Og Lys i dit Lys skal vi skue.