I Modgang lo jeg vel mangen Gang,
Og tit jeg sang i Elende;
Men aldrig jeg lo, ej heller sang
Tre samfulde Aar til Ende.

Mig Bispen førte, lig Bjørn i Bur,
I Løndom med Kejserlejren;
Og jeg sad stille bag sorten Mur,
Naar Hæren stormed til Sejren.

I Verden var Holger Danske glemt;
Fast død var Æren med Navnet.
Ved Ebro gik det Kejseren slemt,
Mod Mauren blev Dansken savnet.

„Var Nordens Vildbas saa sandt ej død"
— Saa klang det fra Bispens Tunge -
„Fuldvist han hjalp os af denne Nød
Og lod nu sit Glavind runge."

Brat Kejseren blev som en kalket Mur;
Men Roland nikked helt kløgtig:
„En levende Bjørn her sidder i Bur;
Han tykkes mig fuldt saa dygtig.

„Vil Morbroder høre mit Raad i Dag,
Vi løse hin stærke Fange!
Og komme vi ej med Sejr fra Slag,
Jeg selv vil i Buret gange."

Paa Roland stirred Kejseren vist;
Han kunde hver Sjæl udgranske:
„Saa sandt mig hjælpe hin rige Krist!
Den Bjørn er dog Holger Danske.

„Men har han døjet saa lang en Bod,
Og er han ej død af Hunger,
Sin Krop han vel bærer knap paa Fod,
Og mægtigt hans Sværd ej runger.

„Men var han en fuldtagen Mand endnu,
Og gav jeg ham fri med Ære,
Til Hævn vel før staar Danskerens Hu
End til mit Banner at bære."

„Den Karl er endnu helt vel ved Magt"
— Fra Bispens Tunge lød Svaret -
„Dog til han har svoret os trofast Pagt,
Han sidder fuldtvel forvaret."

De gik til Taarnet, hvor Holger sad;
De tinged med mig om Pagten.
Da sparked jeg Muren ud fuldglad;
Dertil min Fod havde Magten.

De studsed alle, som saa derpaa;
De kendte mig før ej ganske:
De mente, det var de Mure graa,
Der fængslede Holger Danske.

Min Vilje kun var mit Fangebur:
Min Synd kun vilde jeg sone.
Fri gik jeg ud af den sprængte Mur;
Fri svor jeg for Kejserens Trone.