Tolv Riddere sad ved Kejserens Bord;
Den trettende med dem i Kamp udfor.
Saa længe jeg red med de tolv i Dyst,
Indtil vi delte Hæder og Lyst.

Gert leged med Lanser i Dyst fuldsnild;
Stolt Engeler red med Sang gennem Ild.
Naar Hertug Samson i Hal indtren,
Da rysted baade Planker og Sten.

I Dystløb kom Ingen Hr. Iver nær;
Berin kunde gribe det flyvende Spær.
Hr. Bove oprykked Egen med Rod,
Og Ottum svømmed som Fisk i Flod.

Gerin skød Ørnen i højest Flugt;
Grev Wolter sprængte hver Port, som var lukt.
Hvor Jomfruer nikked bag Gitter og Stang,
Som Fugl over Mur sig Oliver svang.

Den største Jævning var from som stærk:
Turpin bar Panser og Messesærk;
For Hedningsjælene Bispen bad,
Naar Krop og Hoved han splitted ad.

Den mindste sad øverst ved Kejserens Bord;
Hans Navn med Ry gennem Verden for:
Den mindste Jævning, fuldrask og skøn.
Var Roland, Kejserens Søstersøn.

Naar Roland i Fruerstuen sang,
I Stegerset alle Smaaterner sprang;
Men blæste Roland til Strid paa Lur,
Da gungred i Borgen Port og Mur.

De Jævninger glemmer jeg ingen Stund:
Hin Bisp var en Mand til Haand som til Mund.
Ret aldrig jeg hører et Horn endnu,
Min Sjæl jo kommer Roland i Hu.