Faner vifted over Skjolde
I det store Gravkapel.
Der laa mine Venner kolde;
Til de Helte, tro og bolde,
Sagde jeg et tungt Farvel.

Gert ej leged mer med Lanse;
Han var stum, som lystigst lo;
Han, som sang i Vaabendanse -
Han, som fløj mod Jomfrukranse -
De var alle bragt til Ro.

Sidste Gang jeg saa de stærke;
Fast jeg kendte dem ej mer.
Under Sang af Bisp og Klerke
Hilste jeg hvert Vaabenmærke -
Dem jeg aldrig mere ser.

Flyve Ørne over Strande,
Tænker jeg paa eders Dyst,
Ørne fra Bedriftens Lande!
Roland med den brustne Pande!
Oliver med knuste Bryst!

Tavs, Carolus sønderklemte
Rolands Sværd i Dødens Hal.
Hjaltet til sin Død han gemte;
Aldrig Verdens Hersker glemte
Dem, som faldt paa Ronceval.