Ved Tiberbroen paa romersk Vei
I vaarfrisk Morgen jeg staaer.
De velske Blomster fryde mig ei:
I Dalen en Støvsky gaaer.

Dernede ruller en Reisekarm;
Alt kjender jeg Mulens Gang.
Vemodigt Hjertet i fulde Barm
Sig rører til Afskedssang.

Men Hjertet knuger for tungt mit Bryst;
For Sang har Tungen kun Baand.
I Karmen blinke de Øine lyst;
Der vinker nu Slør og Haand.

Hver Haand jeg kjender med Slør, med Ring;
Jeg kjender de Øine, de Haar;
Jeg foer med de Skjønne saa vidt omkring,
Farvel de mig hvisked igaar.

Endnu engang jeg dog hilse maa
De Sjæle fra Hjemmets Land,
Maa række dem Afskedsblomster smaa,
Om ei jeg dem følge kan.

Farvel, du Moder med livlig Hu!
Farvel, du reisende Brud!
Farvel, du Barn, som leger endnu
Og titter af Karmen ud!

Farvel, du høie, nordiske Mø!
Farvel, du Søster saa from!
Tilsammen saae vi lyksalig Ø -
Nu vender sig Hjulet om.

De Reisende rulle i Verden hen,
Lig Rosenblade i Strøm.
Det Svundne kommer ei meer igjen;
Snart er det en gammel Drøm.

Ved Tiberbroen jeg ene staaer
Med Haanden paa trange Barm.
Paa Bakken med Bjælderne Mulen gaaer -
Der flygter den Reisekarm.

Med Slør end vifte de Hænder smaa;
Støv skjuler de Skjønne paa Vei:
En Taare jeg i deres Øine saae -
Ak! hvorfor græder ei jeg?