Daphnis gik for nogle Dage
Over den Græs-grønne Eng,
Hastig tog hand til at klage
Ov'r sin Skiebne haard og streng,
Sang af højbedrøvet Hierte
Om Elskovens store Smerte,
Nu er mig af Hiertet væe
For min skiønnest Galathe.

Hisset monne Træ'rne stande,
Om jeg ellers vist kand see,
Hvor jeg hos de rindend' Vande
Hvilked' med min Galtahe,
Hvilket der jeg nu betænker,
Heftig mig i Sindet krænker,
Saa mig er i Hiertet væe
For min skiønnest Galathe.

Gid jeg stod hos Solens Lue
Midt om klare Middags Tid,
O! hvor vilde jeg da skue
Hendes Deilighed med Flid,
Tusind Straaler vild' jeg skyde
Hendes Øjensiun at nyde:
Thi mig er af Hiertet væe
For min skiønnest Galathe.

Kunde jeg i Luften sveve,
Som de vilde Fugle smaa,
O! hvor vilde jeg da streve
Hos din Side snart at staa,
Og dig tusend Kysse give,
Det var min Lyst her i Live:
Thi mig er af Hiertet væe
For min skiønnest Galathe.

Maa det da nu ikke være,
At jeg til dig komme kand,
Ey saa er det min Begiære,
Tag de Suk og Taare an,
Som mit Hierte til dig sender
Indtil Lykken sig omvender,
Og jeg dig med Fryd kand see,
Allerskiønnest Galathe.

Vejr og Vind de skulle føre
Mine Suk alt med en Fart:
Fleere Ord kand jeg ej giøre,
Sorgen trænger mig saa hart,
Mine Taar' dertil leverer,
Som min Øjen præsenterer,
For de dig ej kunde see
Allerskiønnest Galathe.

O! I Fugle smaa, som vender
Eders Krop i Luften blaa,
Siger, at jeg eder sender
Af stor Længsel og Attraa,
Siger hende, at hun vanker
Nat og Dage i mine Tanker,
Thi mig er at Hiertet væe
For min kiærest Galathe.

Galathe tag dog for fulde
Disse Vejr og Fugle smaa,
Din' og mine Tiener skulde,
Thi jeg dig ej selv kand naa,
O! hvad de dig vil forskylde,
Lad dit Hierte vel ynde,
Indtil jeg dig selv kand see
Allerskiønnest Galathe.