Ak! Amaryllis har du slet
Forladt de Skove mange,
Dem jeg tilfulde kiende ret,
Nu fremmed Vej vil gange,
Tænker du ej,
Lius for min Vej,
Hvor hart Myrtillo sørger
Og daglig om dig spørger?

Om jeg de Enge skiønt om Nat
Bedrøved giennem ganger,
Jeg føl dog, hvor din Magt har fat,
Dog dig i sigt ej fanger,
Vel findes du
Andensteds nu,
Og kand mig dog tiltvinge
En Klag-Sang dig at siunge.

Min Elskov skiøn, vel veedst du det,
Jeg ej fra dig kand være,
Er det din Lyst jeg mig skal slet
Til Døden henlevere,
Vel an gesvind
O Hyrd-ind,
Som du vilt, er jeg reede
Den sorte Grav at klæde.

Jeg Himlen falder daglig paa
Til Vidne ov'r min' Taare,
Med'ns jeg steds intet andet maa,
End til dig længes saare,
Med Suk og Skrig
Kiere uden Svig,
Kom hielp mig, at jeg vinder
Priis af de Hyrd-inder.

Lad blive Amaryll vidt hen
De Skove, som de ere,
Kom over Klipper, Bierg' og Steen,
Ov'r Flod og Mark spadsere,
Kom hid saa fag,
Før Elskovs Aag
Mig gandske undertrykker
Og jammerlig bortrykker.

Og kandst du ej saa haftelig
Afvende slet min Smerte,
O! du mit Lius, jeg beder dig,
Lad dog udi dit Hierte
Mig eene vær'
Begravet der,
Saa skal jeg ej fortryde
Fraværels' din at nyde.

Dismidlertid lev i god Fred,
Og om dig nogen spørger:
Hvort hen? saa siig: til Skoven ned,
Der som Myrtillo sørger,
Ham maa jeg see,
Ak kand det skee
Min Væ og Længsel leede
Blev da vendt til klar Glæde.