Spring, Hierte! spring forbi de Døre,
Som for din Attraa aabne sig;
Lad ey dit svage Øre høre
Det, din Natur fortæller dig,
En Tanke tit i Eenlighed
Dig siger det, du før ey veed;
Men lad ey Tanker Tøylen faae!
At du ey skal fra Banen gaae.

Hold ey uskyldig Lyst for syndig!
Dog, giør Forskiel paa Tidsfordriv;
Viis dig oprigtig, dydig, yndig,
Men intet tvungen Væsen giv!
Antag ey hver i Venskab, som
Du ey ved Prøve veed, er from!
Thi Venner tit forstille sig,
Som søge at forraade dig.

De Gamles Raad hold udi Ære,
Lad dem en Regel være dig!
Du af de gamle Folk kand lære,
Den Dyd, som giør dig lykkelig.
Hold Tungen i en stadig Tvang!
Du veed, man sig saa mangen Gang
Fortale kand, og derfor maae
Din Tunge flittig passe paa.

Vær i din Omgang varsom, kierlig,
Viis dig beleven, ey for fri!
Vær i din Tale ganske ærlig,
Og elsk ey noget Hykleri!
Giør ey urimelige Spring,
Men skik dig udi alle Ting!
Saa vil jeg vist forsikre dig,
At du skal blive lykkelig.