Oprigtighed, min Fryd!
Usminket ædle Dyd!
Din Deylighed er skiær,
Den tindrer fiern og nær;
Ja, hvor du yttrer dig,
Maae Falskhed skamme sig.

Din Tale den er meent,
Dit Løfte holdes reent;
Lad møde hvad der kand,
Dit Væsen holder stand,
Det gives ey til Priis
Ved Fordeel og Forliis.

Din Taushed holder ret,
Din Mund løb ey for let,
Man tør betroe dig trygt
Sin Sag, sin Sorg, sin Frygt.
Thi du forbander den,
Der raaber: ærlig Ven.

Du kiere Dyd! bliv min;
Jeg er Liv-egen din;
Men hvo kand viise mig
Hvert Bryst, der huser dig?
Blint vælges eet af to,
Gud veed, hvem jeg kan troe.