Hvad vindes ved Verdens vidtløftige Hav?
O tusinde Farer i skummende Trav!
Man veed kun to Havne,
Bekiendte af Navne,
Den eene vor Vugge, den anden vor Grav.

Fra Vuggen til Graven maae krydses omkring
Blant Haabets og Frygtens de stridige Ting.
Snart vippe vi oppe
Paa Bølgernes Toppe,
Snart nermes vi Grunden i flyvende Spring.

Her fristes Ustadigheds Ebbe og Flod,
En Vagt er saa ond, som en anden er god,
Hver Time i Glasset;
Hver Streg paa Compasset,
Forandrer, forhøyer, fornedrer vort Mod.

Saa hidser en Medbør det nedrige Sind,
Ja puster i Hiertet Dumdristighed ind,
Vil Farten kuns føye
Vor Attraa og Øye,
20Strax bleses vi op af en ønskelig Vind.

Saa slipper Kleinmodighed Roret i Hast;
Naar Forstavnen dukker for Bølgernes Kast,
Naar Vindene suse,
Og Vandene bruse,
Saa skrekkes vi strax for en knagende Mast.

Dit Forsyn, o Fader! det fører os hiem,
Det styrer saa sikkert, hvor Søen er slem,
Vor Gisning kand feyle,
Hvor vi end vil peyle;
Selv stavner vi mere tilbage end frem.