Saa er vor Liv som Høe, vor Glæde lig en Skygge,
Hvo vilde da nu vel paa Livets Glæde bygge?
Saa tænkte denne Siæl, mens hun i Live var,
Derfor jeg disse Ord paa mine Læber har:
For det som Himlen har, var Jorden alt for liden,
Hvad nu i Jorden er, faaer Himmelen og siden;
Vi lade da din Siæl i sød og ævig Roe,
Og sætte ned din Jord i denne Jorde-Boe.
Dog før Vi lade dig, vi fælde vore Taare
Til Afskeed paa din Grav, til Grav-Skrift ved din Baare,
Da Graad os nægter Ord, Vi sukker dette ud
Af Sorrig for dit Navn, som Skrevet staaer hos Gud:
Gudfrygtighed og Dyd, et Levnet uden Lyder,
En Siæl foruden Svig her trods til Døden byder:
Hør! Død! hvor er din Braad? her har du Jord og Muld,
Af den i Live var min Hustrue troe og huld.