I hvad min Talsmand leed,
Saa blev han ikke vreed:
Han var sin Faders Ven
Midt i Korsfæstelsen;
Hvad var hans Forbøn sød
Kort før hans bittre Død!

Hvor kiærlig kom han nu
Misdæderne ihue;
O Fader! var hans Ord,
Forlad dem dette Mord;
De viide ikke, hvad
De giøre mig af Had.

Hævngiærrig Verdens Folk!
Kast Ondskabs giftig Dolk!
Slæng Verden, løb derfra,
Løb hid til Golgatha!
Lær her en Kiærlighed,
Som Verden aldrig veed.

Prænt selv, Imanuel!
Din Forbøn i min Siæl;
Forfølger Verden mig,
Jeg efterfølger Dig.
Er jeg end her forhadt,
Jeg er dog ey forladt.