Jeg seer dit Konstverk, store Gud,
Du est alviis, almægtig,
Al Verden blev jo ved dit Bud
Af intet viid og prægtig;
Men dette store Alt
I Omkreds og Gestalt
Er dog i Sielens Øye slet
Mod dig, som eene skabte det.

Jeg seer det vidt udstrakte Rum,
Den cirklet Himmel Bue,
Den Lamper uden Tal og Sum
I ubegreben Lue;
Mit Syn forlystes nok
Ved deilig Stierne-Flok;
Men Sielen venter sikkerlig
Sin Himmel-Glans og Soel i dig.

Jeg seer en Jord, en grundfæst Bold
I dette store Runde,
Fyldt op med Forraad tusind Fold
For alle Liv og Munde;
Din Rundhed gav mig meer,
End jeg fornøden seer;
Men var al Jorden skabt for mig,
Jeg var dog arm foruden dig.

O kiere Gud, din Aand, dit Ord
Er her mit Liv i Live;
Men hvad er Himmel eller Jord,
Naar jeg hos dig kan blive?
Min Længsel, Lyst og Agt
Er op fra Verdens Pragt.
Lad Verden have sit for sig,
O lad mig bare have dig.