Saa sortnes vort Levnets den bliideste Dag
Naar Solen har skinnet os efter Behag;
Forfarenhed maaler
De blinkende Straaler,
Men finder i Enden kun idel Bedrag.
Saa sortnes vort Levnets den bliideste Dag.

Saa krympes vor Siæl for den kildrende Lyst,
Naar Hiertet forbander hvad Læber har kyst,
Naar Øyet maae græde
Just over den Glæde,
Vi suer af Verdens forføriske Bryst.
Saa krympes vor Siæl for den kildrende Lyst.

Saa stikker vort Beenrad dog Hovedet ud
Igiennem den fiineste Kostbarheds Klud;
Lad Prægtighed braske
Paa levende Aske,
Før Ormen faaer boret sminkede Hud.
Saa stikker vort Beenrad dog Hovedet ud.