I Warwikshire der stander et Huus,
Det truer med at falde til Gruus,
Til Bolig det ei kan gavne;
Men yndigt sig strækker den gamle Muur,
Omkrandset af den unge Natur,
Og i Ruden er hellige Navne.

Der William Shakespeare leged som Barn,
Der spændte han ud sine Jægergarn,
Der gik han i Fattigskole;
Der spilled han Bolt og Klink og Pind,
Der talte Naturen til hans Sind
I blomstrende Brudekiole.

Hans Fader var en Uldvæver giæv;
Naar William saae den kunstige Væv,
Da fik han Tankerne sære:
De Norner og Parcer om Natten han saae;
Han hørte med Sang dem Væven slaae,
De monne ham Kunsten lære.

Og naar han stod i den grønne Skov,
Da hørte han Vaarens og Somrens Lov,
Af alle de siungende Fugle;
Men sneg han sig Retterstedet forbi,
Da gyste han tidt paa natlige Sti,
Ved Hyl af Grantoppens Ugle.

Og Alferne leged med ham som Pog;
Og læste han i sin Historiebog,
Da skued han Helved og Eden:
Her Romeo misted i Graven sit Liv,
Hist hvæssed Shilok sin Foldekniv,
Her raste Kong Lear paa Heden.

Der dræbte Moren sin Viv til Spee,
Saa hvid og uskyldig som Nattens Snee;
Her Makbeth trodsede Skrækken.
Og Viola stod forklædt som Knøs,
Mens Barmen svulmede Vesten løs;
Og Ophelia svømmed paa Bækken.

Begav sig Drengen til nære Kro,
Da følte han sig saa siælefro,
Der vare de reent aflave:
Der spøged Narren med Vid og med Ord,
Mens Pistol tømte de Flasker ved Bord,
Og Falstaff pleied sin Mave.

Hvor William sad og stod og gik,
Han tænkte paa Sligt hvert Øieblik;
Natur sin Rettighed kræver.
Men tolke med Ord hvad han havde seet?
Kors! dertil fordres en lærd Poet,
Og William var kun en Væver.

Men kraftig var han som Ungersvend,
Og Kiærlighed rev ham tidligt hen,
Den monne Hiertet ham binde;
Den syttende Sommer knap var endt,
Saa havde han Hymen alt Faklen tændt,
Og kaaret en Mø til Qvinde.

Nu giælder det først at være flink,
Nu, William, lystre du Pligtens Vink,
Arbeide Natten og Dagen!
Nu gielder det faa Isletten ind,
Og væve din Hustrus fine Spind
Til deiligste Brudelagen.

Han var et godt og et ærligt Skind,
Taalmodig slog han Isletten ind,
Og stod i Skyggen bag Muren;
Spadsered ei længer saa tidt som før,
Men sad om Aftnen i snevre Dør,
Og skottede til Naturen.

Gud veed hvordan det var gaaet tilsidst.
En Uldvæver var han vorden vist,
Som ingen af Bretlands Bedste;
Han havde vævet med Kunst og med Skik,
Hvad nu den allerbedste Fabrik
Knap væver med Damp og med Heste.

Men Damp i Bretland gives der nok,
Af Heste findes en talrig Flok,
Hvis Æt ei Landet forlader;
En Siæl der Naturen som Shakespeare seer,
Paa Jorden findes vel neppe meer!
Saa tænkte Digternes Fader.

Apollo Faren fra Skyen saae,
Da sendte han ned fra Himlens Blaa
Sin Søster, Diana, den Skiønne;
Mens William vandred en Aftenstund,
Med Bøssen paa Nakken i dunkle Lund,
Imellem Stammerne grønne.

Han havde nylig til Skiven skudt,
Hans Bøsse var ladt med det sidste Krudt,
Han kom fra Søndagens Gammen.
Da lod Diana gaae snelt forbi
En Kronhiort paa den eensomme Sti,
Og lyste med Maaneflammen.

Da William saae det herlige Dyr,
Der kneiser med Stolthed, selv naar det flyer,
Da vaagned ham Jægerdriften;
Han tænkte: Mon jeg den træffe kan?
Skyd, raabte Diana, du dristige Mand!
Og smilte bag Sølvskyriften.

Ja, tænkte vor Jæger, jeg maa, jeg vil;
Jeg ved den hører en Anden til,
Men Jagten var altid min Glæde.
Jeg skyder den bag de skiulende Træer;
Skovrideren finder i Morgen den her,
Saa kan jo Lorden den æde.

Og plaf der laae den blødende Hiort.
Diana smutted bag Skyen bort;
Ham monne Skytten opdage.
Det hialp ei at han om Skaansel bad;
Ham Lorden, drevet af gammelt Had,
Vil streng for Retten forklage.

Ved Midnat Shakespeare stod med sin Viv:
Nei, raabte han, aldrig i dette Liv
Skal Warwik længer mig skue.
Jeg gaaer, jeg flygter fra denne Skam!
Da fulgte Hustruen troligt ham,
Ved Maanens sildige Lue.

Til London iled det kiærlige Par,
Da vidste de selv ei hvor de var,
I al den Menneskevrimmel.
Forgiæves der' Tieneste de tilbød;
Da mangled dem ofte det tørre Brød,
Men Phøbus loe i sin Himmel.

Som William gik og slæbte sig om,
Da til et lysteligt Huus han kom,
Hvor Lamper i Døren brændte;
Saa mange Ryttere der han saae,
De monne ned af Hestene staae,
Ved Huset, som ei han kiendte.

En Mængde Karle ved Døren sad,
Holdt Heste ved Bidslerne, Rad i Rad,
Mens Festen vared derinde.
Da stilled sig ogsaa William derhen,
Og bragte, naar han kom hiem igien,
En Skiærv sin grædende Qvinde.

Hvad var det vel for en oplyst Gaard?
Ak Shakespeare ved Drurylane staaer,
Og kiender ei selv sit Tempel!
Og var han ei flygtet den maanklare Nat,
Saa havde han aldrig paa Kunsten sat
Naturens herligste Stempel.

Først holdt han Hesten i Kuld og i Vind,
Men neppe treen i Hallen han ind,
Hvor Apollo hæved sin Stemme;
Før hurtig han sig i alting fandt,
Og var til Huset alt ganske vant,
Og følte sig der som hiemme.

Først Hesten han holdt, saa Masken han tog;
Men høiere Williams Hierte slog,
Det var ham ei nok at lære
Hvad andre Hierner for ham havde tænkt:
Selv har han de skiønneste Værker skiænkt,
Til Bretlands og Jordens Ære.

Tidt stormer Ungdommen, Manddommen ei;
Paa vild April følger venlig Mai,
Sig Blomsten af Græsset hæver.
Saa gik det William. Apol befol,
Han drev ham til Scenen, fra Væverstol.
Nu blev han en sieldnere Væver.

Tapeter han væved, hvor Templet staaer,
Som selve Rafaels overgaaer,
I Liflighed, Tegning og Farve.
De brister aldrig, de bleges ei,
De blomstre som Roser i evige Mai;
Og Hver kan Klenodiet arve!