Wilhelm
God Morgen I Skiönne!
Hvor smukt i det Grönne
bæver I, prydet med Dugperlens Glands.
O kom lad mig binde
min elskte Veninde
en frisk, en duftende Blomsterkrands!

Blomsterne
Ak altid kommer du kun herhen
for at plukke os Stakkler, saa gaaer du igien.
Grusomme Wilhelm! kort er vort Liv;
dog dræber du os til din Tidsfordriv!
O skaan os! Lad os beskygges af Hækken,
dufte i Dalen, smile i Bækken,
aabne i Solen vor svulmende Barm,
indtil vi synker i Dödens Arm!

Wilhelm
O hvorfor kan Eders Söstre dog ei,
som visned i Lydas bölgende Haar,
vende tilbage paa Livets Vei,
og sige Eder det, som I ikke forstaaer!
I vil heller visne paa dette Sted,
end flættes i en smilende Krands,
som jeg vilde pryde Lyda med,
naar med svævende Fied,
hun i Aften iler til muntre Dands?
O Blomster! Blomster! O lad Eder sige!
I veed vist ei
hvor södt det er at omslynge en Pige,
men det veed jeg!

Blomsterne
En Pige mig hid
og en Pige mig did!
Nei kiere Wilhelm du skal have Tak!
Du narrer os ikke med al din Snak!
Du kan længe nok til din Pige gaae,
men os Blomster skal du smukt lade staae!

Wilhelm
Hvor er I dog noget uvidende Kram!
Det er sandelig næsten en Spot og Skam.
Jeg skal lade jer staae? Det Imperativ
har jeg aldrig hört Mage til i mit Liv.
Dersom I kunde det ringeste Philosophie,
saa maatte I vide: Kun den har Ret
som er Öiemed selv, Person, og frie,
som har Fornuft og Autonomie.
Men det har I ikke. Seer I det!
I er blotte Midler, I arme Skrog!
Hvis I eengang imellem saae i en Bog,
saa vidste I, inden en Uge var omme,
at jeres Villie stak i min Lomme!

Blomsterne
O fornuftige Wilhelm! bliv ikke vred;
og træd os ei i din Harme ned!

Wilhelm
Jeg har Ret til at blive alvorlig vred!
Jeg har Ret til at blive i Hovedet heed.
En Skabning! En Pige som min Veninde!
Der beskiemmer Flora, skiönt hun er Gudinde!
som selv af de deiligste Blomster bestaaer,
der smile saa huldt i en evig Vaar!
Hendes Öine! De sande Forglemmigeier!
Hvo eengang i deres Himmel seer
han glemmer dem sandelig aldrig meer;
hvis ellers han noget erindre pleier.
Hendes Kinder! O himmelske, salige Skier!
En Semperflorens blusser paa hver.
Og en Lilliehob saa hvælvende dölger
det Hierte, som kielent og kierligt bölger.
Forgieves det skiönneste Purpur stræber
at rödme som hendes yndige Læber.
Intet overgaaer de enkelte Dele
uden det skiönne, harmoniske Hele!
Intet er deiligt og södt som hun!
Og I? qvos ego!!

Blomsterne
O pluk os kun!
Du slog os alt med din Philosophie,
men mere endnu med din Poesie!