Da Thor nu stille sad, og endt var Kampen,
Da steeg en langsom Røg af Jetteblodet,
Og hvid og tyk opløftede sig Dampen.

Da skiælved Loke brat og tabte Modet,
Thi midt i stærke pludselige Taage
Der steeg en Skikkelse med Slør om Ho'det.

Halvt lukte sig de hvalte Øienlaage;
Hun høi som Hallen var og bleg som Døden.
Da blaaned Blus i alle Fieldets Kroge.

I Klippekløften skiælved Morgenrøden,
Som der alt smilte med sin unge Lue.
Paa Lokes Pande tegnede sig Brøden.

Med roligt Blik betragted Biergets Frue
Den stille Thor; og dybt Medlidenheden
Aftvang et Suk fra Barmens dækte Bue.

Alvorligt hendes Ansigt var, og Freden
Omsvæved alle Træk; en sælsom Ynde
Forbandt med Strænghed sig og mildned Vreden.

Jeg maa dig tunge Tidender forkynde!
Til Thor hun sang: Du smittet har din Ære,
Den lumske Loke lærte dig at synde.

Kun stakket skal du end din Miølnir bære!
Det drøver mig, thi du est god og bold,
Og evigkiært vil mig dit Minde være.

Men denne Rust, som pletter nu dit Skiold,
Kan kun det hele Verdenshav bortvaske.
Saa hør da Thor din Skiæbne rolig kold!

Thi brænder end Alskabningen til Aske,
Hvad evigt er, kan Luen ei forbrænde!
Fra Jorden brister kun den fæle Maske.

Jeg synger dig en Sang om Verdens Ende:
Fordærv i Valhal trænger ind med Smerte,
Den falske Glands vil Eders Øine blænde.

Det rører dybt den gode Baldurs Hierte;
Forgieves dog han varsler, — høres ikke;
En himmelsk Frigga blier en jordisk Herthe.

Kun Vellyst brænde vil i Freyas Blikke,
Grum vorder Thor og Asaodin svag,
Da knytter Loke paa sin Fangestrikke.

Da lakker det mod Verdens sidste Dag;
Letsindighed med Lumskhed sig forbinder,
Da brister, Breidablik, dit Perletag!

Det grumme Spyd i Mørket Loke finder:
Ved Brodermordet kiøles Kiærligheden,
Og Alfers Flok fra Valaskialfen svinder.

Da glæder ikke meer paa Jorden Freden,
Sværdtid og Skiægtid raser: Askurs Stamme
Fordærves daglig meer; da brydes Eden!

I Vældens Haand vil Sværdet Fromhed ramme,
Afguder dyrkes blot af Steen og Træ
Hvor før dog brændte reent en hellig Flamme.

Til Odin offres Mennesker som Fæe,
Til Hertha druknes Trælle dybt i Lunden.
Hvor finder da Uskyldighed et Læ?

Den gamle Ærlighed er plat forsvunden.
Dog, Loke, kort kun faaer du Glæden smagt,
Af egen Svig du seer dig overvunden.

Thi har du Grumhed først i Valhal bragt,
Vil ogsaa Grumhed straffe dig, som raser.
Du fangen vorder i en Hvælving lagt.

Der strække dig til Steen de vrede Aser:
Een Klippe bærer Skulderblad og Arme,
Een Lænder, og den tredie dine Haser.

Da vil sig ingen over dig forbarme.
Som Ulve dine Børn sig sønderrive,
Da bindes du med egne Sønners Tarme.

Dog skal din Hustru tro tilbageblive.
De giftige Slanger hænge Par og Par,
Og dryppe dig med Gift, kun halv i Live.

Da staaer din Sigyn kiærlig med et Kar,
Og holder Skaalen, for fra Giftens Vælde
At redde Den, som eengang elsket var.

Er Karret fyldt, da maa hun ud det hælde;
Imedens drypper Gift paa dine Læber,
Du skiælver — og da ryste Jordens Fielde!

Da kaster Odin Spydet ud, og dræber
I Verden Folk, for sig paa Mord at mætte;
Til Fredens hvide Liin selv Blodet klæber.

Hvor finder da et Hvilested den Trætte?
Da kommer som Gudinde frem Guldveige,
Da dyrkes hendes Malm paa Field og Slette.

Hun binder vilden Ulv med Strikker seige;
De onde Mænd forstaaer hun bedst at hyre,
Og skiænker sine Skatte til den Feige.

Da vorde gode Raad i Valhal dyre,
Thi Mimer længst har Guders Lund forladt,
Og boer paa Brvndens Dyb, som et Uhyre.

I Pant har Odin ham sit Øie sat,
For Lyset end i bælne Mulm at skue;
Det hielper ei, hans Syn blier mere mat.

Liigkysten viser aaben Fieldets Bue:
Der gaber Nastrond rød med sorte Slanger;
Da drypper Gift, da blusser Svovellue.

Did styrte Mænd, som aldrig følte Anger;
Og fælt omkring den Lastefuldes Krop
Sig spraglet Ormen vikler, før den stanger.

Som Oxe stor, med frygtelige Hop,
Der kniber Hierterne med sine Tænger
Samvittighedens Kæmpeædderkop.

Nidhugger med sin Tand i Kiødet flænger.
De stærke Luer dybt i Grunden brage,
Da høres Bragis Harpespil ei længer.

Ned i Hvergelmer bruser Elivage.
Da rundt paa hver en Kyst maa Livet daane,
De gamle Gran- og Egeskove knage.

Nu sluger Maanegarm den blege Maane;
Da mørknes Solen, som en udbrændt Glød,
Og Jetters Latter Aserne forhaane.

Utgardeloke dybt i Biergets Skiød
Til sine Børnebørn skal heftig tale,
Og minde dem om deres Fædres Død.

Sodrøde Fialarhane høres gale,
Høit lyder Hundens Glam for Gnypahule,
Da aabner Hel med Raslen sine Sale.

Med blanke Hielme, Flaggerlokker gule,
Valkyriarne ride da til Strid,
Thi Norner kan ei længer Skilbnen skiule.

Da kommer Vindtid, Sværdtid, Øxetid!
Med Grumhed Broderen sin Broder rammer,
Og ingen skaaner meer den anden blid.

Da skiælver Ygdrasil og staaer i Flammer.
Kun Rædsel man i Asers Øine læser,
Og Fieldets Suk gientager Jordens Jammer.

Forfærdeligt i Hornet Heimdal blæser
Paa Buen, til den frygteligste Kamp,
Mens Midgardsormen løfter sig og hvæser.

Den skiønne Regnbu hyller sig i Damp.
Ned ride Guderne — da Broen brister,
Og Skyen suger Dunsten som en Svamp.

Sin bedste Prydelse da Himlen mister,
Mens ud af Sumpens dunkle Mosevand,
Af Jetter fuld, sig Nagelfare lister.

Utgardeloke staaer for Snekkens Rand,
Det sorte Flag sig ned i Bølgen sænker,
Da seiler frem til Kamp hver Klippens Mand.

Nu bryder Fenrisulven sine Lænker,
Og gøer saa høit, og hilser Jettevrimlen,
At Fraaden hele Havet overstænker.

Af Skræk nedfalde Stiernerne fra Himlen,
I Havet slukkes de med Hvidslelyd,
Og dvd paa Fladen flyder Fiskevrimlen.

Da nærmer langsomt Mulmet sig fra Syd:
Dybt i den sorte Støtte Flammen brænder
Med blaalig Ild, til alle Jetters Fryd.

Det Surtur er, som Afgrundsvælget sender,
Den frygteligste Mulmets Kæmpe stor,
Med staalblaae Sværd i begge sorte Hænder.

Han naaer fra Valhal lige ned til Jord,
Han ruller frem paa Skyer, og Skyer og Dampen
Med Tuden trindt sig om hans Tinding snoer.

Mod Surtur iler Freier klar i Kampen;
Men blegner — thi han mistet har sit Sværd!
Da høres der en vældig Hestetrampen.

Asodin rider op til Kampens Færd,
Geirsoddens Mærker ham i Panden bløde,
Hans Hest er hvid, hans Hielm har gyldne Skiær.

Med Gugner styrter Ulven han imøde;
Dog dræber Fenris Valhals Herre god,
Da lyser der en stakket Morgenrøde;

Thi morgenrødt er Asaodins Blod.
Nu seer man Frigga vride sine Hænder
I Skyen bleg, og tirre Vidars Mod.

Som Hvirvelvind i Dunst sin Søn hun sender;
Da er ei Vidar længer taus, han hviner
Og brummer gyseligt, mens Øiet brænder.

Ham Fenrisulven frækt imøde griner;
Da kuer Vidar Ulven som en Hund,
Nedstøder ham, og paa hans Hoved triner.

Nu nærmer sig en stor og vigtig Stund:
Ved Ildens Kraft bortdunster ganske Vandet,
Og Havet viser frem sin hvide Bund;

Der krymper Midgardsormen sig paa Sandet,
Den vaander sig i Krigens hede Flammer,
Den ei forstaaer at bugte sig paa Landet.

Da kommer Asathor med løftet Hammer!
Saa skiøn en Strid tilforn man aldrig saae,
Skiøndt længe Thor kun blindt i Skællet rammer.

Med List vil Slangen Halen om ham slaae,
For i det røde Kobber ham at qvæle
Imellem sine Ringe mørkeblaae.

De stride begge lang Tid uden Mæle.
Da høres der et Skrig, thi Asathor
Har Slangen dræbt, og træder den med Hæle.

I Døden den sig om hans Fødder snoer,
Den oversprøiter ham med Gift og sukker;
Blod farver Panden rød, hvor Musset groer.

Thor gaaer med Seier bort; men blegnet bukker
Sig Helten snart; ni Skridt derfra han gik,
Saa synker han og brustent Øie lukker.

Saa smeltende var, Thor! dit sidste Blik,
At alle Diser døe af Sorg og Smerte,
Din Hedenfart blev dem et Daggertstik.

Garm dræber Tyr; Tyr traf Uhyrets Hierte;
Fra Krogen springer Loke frem som Katten,
Og strider med en Nastronds Svovelkærte.

Hans Hoved dækkes dybt af Kobberhatten;
Men Heimdal styrter ham til Nastronds Lukke,
Saa svinder Heimdal selv, som Farv' i Natten.

Nu høres Dværge dybt i Fieldet sukke,
De døe af Skræk; end lyner Aukthors Kerre,
Saa ruster den, saa døe de hvide Bukke.

Nys glimted svage Lys, nu glimte færre.
Alskabningen nedsank i Regn og Død.
Da er igjen Alfader ene Herre.

Jeg sang om Guders og om Verdens Nød,
Nu tolker jeg det Haab, den Trøst som følger:
En nyskabt Jord staaer frem af Havets Skiød.

Ungt speiler Græsset sig i friske Bølger,
Biergfossens Skum skal atter Klippen tvætte,
Hvor Skyen svæver og hvor Ørnen følger.

Da samles Aserne paa Idaslette,
De vaagne mildt til Liv og Glæder atter,
Og mindes neppe meer den gamle Trætte.

Og da har Solen født en deilig Datter,
Som vandrer stolt sin Moders kiendte Veie;
Langt mere skiøn end hin, den alle skatter.

Da Mennesker igien skal Livet eie:
Lif og Lifthraser vækkes af en Slummer,
Og Morgenduggen skal dem kiærligt pleie.

Som sælsom Drøm da mindes hver en Kummer.
I Skoven hen sig skynder Asers Skare,
Hvor Kildevældet mellem Blomster skummer.

Der vil Alfader selv sig aabenbare;
Sit Runeskiold han dem fra Skyen skikker,
Hvis høie Viisdom vogte vil for Fare.

I Græsset, hvor Fiolen venligt nikker,
De finde, tegnet med en sielden Skrift,
Et gyldent Bretspil, og med gyldne Brikker.

Hvert Tegn da lyser som en Livsbedrift!
Hvad før var Daad, er nu et Spil kun vorden,
Og Lægedom, hvad fordum var en Gift.

Usaaete Ax fremskyde sig af Jorden,
Alt Ondt forsvinder! Ingen Snoge vrimle
Ved Blomsterskyggen; alting er i Orden.

Da strækker høit sig over Valhals Himle
De Saliges, de Godes Sommerlyst,
Det helligstedsurokkelige Gimle.

Der finder Baldurs Hierte rigt sin Trøst,
Der favner atter han sin Broder Høder;
Der trykker Ydun Bragi til sit Bryst.

Sin Husbond Odur ogsaa Freya møder,
Der finder Freir igien sin Gerda troe,
Og Thor sin Sif; og intet Hierte bløder.

Men Miølnir findes ei i Gimleboe:
Alfader skiænker Thor et Sværd, hvis Hialte
Staaer som et Kors, hvori sig Lilier snoe.

Nu — raabte Vola — jeg dig alt fortalte,
Hvad Tiden skiuler. Vaer nu paa mit Ord!
Jeg synke maa for den, som mig fremkaldte.

Som saa hun qvad, hun sank i sorten Jord.
En rædsom Susen hylte giennem Bierget,
Og ene fandt i Field sig Asathor.

I Skiødet Hamren laae, han kiendte Værget.
Dybt ved hans Side slumred rolig Tialf,
Lighoben vidned at han havde hærget.

Da foer han atter op til Valaskialf.
Sin Aabenbaring Odin han bebuder;
Han taug, — da grubled hver en As og Alf!

Her ender Sangen om de høie Guder.