Begeistringen, hvis Flugt behøver Vinger,
Musiknaturen, som i Sproget klinger,
Udtrykkets Kraft, som Følelsen forstærker,
Frembringer Takt og Klang i vore Værker.

Naturlig er slig Drift: af alle Munde
Klang Digteqvad, før Prosa tales kunde;
Og Klang og Takt selv Heltene forbinde,
Thi uden dem kan Helten ikke vinde.

Krigslurens Lyd sin Skierv til Seiren bragte;
Soldat ei Oboisten bør foragte,
Men Oboisten ei for høit i Velten
Maa skatte sig: han er ei stor, som Helten.

Det skiønne Versmaal er i Bragis Rige:
Et deiligt Smykke for en dejlig Pige,
Et herligt Sværd, som Kæmpens Høire fanger,
For ædle Riddersmand en prægtig Ganger.

I Nordens Oldtid Verset Sangen smykker,
Som klaren Iis, i mange skarpe Stykker,
Og kiækt sees Rimet foran Ordet drage;
Men i den bløde Tid det veg tilbage.

I Middelalderen Helten selv ei synger,
Om Eventyret nynne Pigeklynger;
Med smukke Markblomst række de ham Prisen,
Og Rimet falder let i Kæmpevisen.

Der kom en Tid, da med fortabte Miner
Riimsmeden stønned i Alexandriner,
Fik Skiend, fordi han Staten ikke nytted,
Og Hiertet ud paa Albuen var flyttet.

Vort Sprog, vor Kunst skal meer ei Skammen bære;
Det har tilkæmpet atter sig sin Ære.
Fortydskelsen, som bragtes ind med Kronen,
Med Adelsmænd og med Reformationen -

Den fik sit Løbepas. Tilbagebragte
De gamle Skatte blev; men vi foragte,
Hvad godt og herligt er, ei af en Fremmed.
For Stort og Skiønt er Bragishallen Hiemmet.

De skiønne Former fra den græske Have
Vi hented hid, og de blev Musers Gave;
Og ret godt trivedes i Kuld og Blæsten
Trimetret, Hexametret, Anapæsten.

Og hvor Citronen groer, Orangen gløder,
Terzinens Høiklang blot ei Øret møder.
Ottaverimet ogsaa vort er vorden.
For koldt for ingen Digterblomst er Norden.

Vort Sprog har Kraft, hvem Enkeltklang er tapper;
Men E'et let den danske Tunge slapper:
Vi os maae vogte vel for de Krabater,
Som technisk man betegner ved Hiater.

E sluger E, som møde sig paa Randen;
Fælt, som Insecter, æde de hinanden.
Tidt overseer dem selv den bedste Seer;
Thi Sproget er saa fuldt af disse E'er.

Og vi har ei paa Dansk den Ret, som Flere,
Til Verset Ordet at abbreviere;
Blot Singular vi som et Fleertal bruge,
Hvis R forbyder Slugeren at sluge.

Hvert Sprog har Sit, hvorfor en Skiald maa kæmpe;
De Tydske maa det alt for Haarde dæmpe,
Den Danske jage maa med skarpe Kanter
Det bløde bort, med stærke Consonanter.