Søen strammer ud sit Klæde,
Himlen farver Søen blaa;
Klare, lyse Bølger smaae
Ganske blye paa Landet træde;
Breddens Blomstersiv de væde,
Trække sig saa, uden Brag,
Atter hen saa sølversmukke,
I det stille Hav, og vugge
Mod den klare Sommerdag.

Snekken hist paa Vandet flyder.
Som en Svanes hvide Krop
Puster stolten Seil sig op;
Langsomt Kiølen Bølgen bryder.
Hid den sig mod Landet skyder,
Med det røde Purpur-Flag.
Let en Flok Zefirer følger,
Flaget mildt i Luften bølger,
I den klare Sommerdag.

Skynder Eder, sagte Vinde!
Skyder Snekken hurtig frem,
Giennem Bølgen til sit Hiem,
At jeg ved mit Bryst kan finde
Snart min Ven og min Veninde.
Vind! hvi est du dog saa svag?
Seer du ey, hvor de med Glæde
Vinke med det hvide Klæde,
I den klare Sommerdag?

Ak! hvi kan jeg dog ey svømme
Flux, med Støvler og med Frak,
Mod den altfor sene Smak,
Giennem de chrystalne Strømme?
Hulde Venskab! du kan dømme,
Hvor det er en ængstlig Sag,
Længe hist at see de Kiere,
Og ey nær hos dem at være,
I den klare Sommerdag.

See, nu vende de tilbage!
Nys de var paa Landet fast.
End de giøre maa et Kast,
For Zefiren at bedrage.
Ingen Dag er uden Plage!
Det er en for afgiort Sag.
Plage! siig, hvor kan du nænne
Selv at plage mig i denne
Himmelklare Sommerdag?

Tys! Zefirens røde Kinder
Svulmer op med mere Magt.
Neppe har jeg Ordet sagt,
Før min Ret til Klage svinder.
Nu kan Snekken uden Hinder
Nærme sig med dæmpet Brag.
Snart jeg dem i Favn kan ile,
Da vil først min Glæde smile,
Som den klare Sommerdag.

Vivat! Ud paa Land de stige.
Nu velkommen da igien
Kiere, længstforønskte Ven!
Længstforønskte, kiere Pige!
Nu kan jeg med Sandhed sige,
Trykt i Venskabs Favnetag:
Fast er Glæden i sit Sæde!
Thi foruden Venskabs Glæde
Hvad er selv den bedste Dag?