Hvilket oplivende Haab trænger ind i det bankende Hierte?
Vaar! som i Høsten jeg qvad, virkelig est du der nu!
Ak hvad sang jeg om Misforhold, hvad om ængstelig Uroe?
Intet ængster min Barm, her i din kierlige Favn.
Barnlig from, uden Nag, uden Qval, uden ulmende Kummer
Synker jeg her i dit Skiød, salig, og knæler for Gud.
Glemmer Tiden, med al sin svundne Glands og sin Bortgang,
Hellig tilbedende Ild styrker og hæver mit Bryst.
Hele Naturen jeg seer som en andagtjublende Kirke,
Kierlig den hellige blaa Hvælving omfavner Alt.
Fromt i det grønne Stolestad sidde Smaaeblomsterne Parviis,
Rad ved Rad saa trygt, pyntet i Helligdags Dragt;
Og i det dunkle Chor synger Fuglen sit høye Te Deum,
Zefir, den Helligaand, venlig omsvæver det Alt;
Byder hvert Blomster i Ydmyghed ned sig til Jorden at neye,
For den Almægtiges Navn. See hvor de adlyde fromt!
Ak! i den gule Høst, da stirrer kun Blikket tilbage,
Men i den grønne Vaar smiler det haabefuldt frem.
Midt i den døde Natur fatter Mod ey det higende Hierte,
Mellem det visnede Krat Sielen selv føler sig Støv.
Stormenes tunge Drøn lyder mørkt, som en nordisk Romanze,
Suk over svundne Liv toner den ikkun og Død.
Øiet paa Ridderborgens Ruiner da dvæler med Veemod,
Rødsteens-Murene staae mosklædt i Aftenens Guld,
Omsnoet af nedfaldne Løv, og dybt i de dæmrende Haller
Omvanker Shakespeares Aand, mørk kun og tragisk og bleg.
Men i den barnlige Vaar! o da leger Alfen i Skoven,
Skumringen luller os sødt ind i en Sommernatsdrøm.
Da forstaae vi den sydlige Klang, de nordiske Rynker
Svinde fra Aasyn som Egn, Læberne blusser og lee.
Da først de spanske Landeveis-Eventyr sødt os henrykke,
Medens med Bogen i Haand hen vi ad Skovstien gaae.
Vaaren bliver da selv en seirende skiøn Don Quixote,
Svundne Tids Eenfold og Kraft vil den, og Villien fleer.
Venligt om Shakespeares Borg Calderone sin Rosenkrands fletter,
Sødt i hver smilende Bæk risler Petrarcas Sonnet.
Mindet om Vinter og Høst, Liv, Død, om Oldtid og Nutid
Blander sig da i vor Siel, mørkt ey; sangvinisk, med Roe;
Dypper sin Blomsterpen i Morgenens luende Purpur,
Skriver paa Rosernes Blad sit Ariostiske Digt.
Mørk Beklemmelse viger, let aandes i duftende Æther,
Rædsel, Forvirring og Qval flygte paa Blomsternes Vink.
Svind da, Tanke som dræber! om evigbortflygtede Glæder;
Ey i Naturen blot Vaaren kun yttre sig vil.
Ufortrøden den her skal saa tit os vise sin Skiønhed,
Indtil den dorske Tid selv af sin Vinter blier kied.
Unge sølverbevingede Zefir skal vifte dens Taager
Fiernt til Moserne hen, Morgnen skal rødme dens Kind,
Himlen klare dens Blik, og alle de bortsvundne Toner
Atter samtone skal, lære den Livet forstaae.
Fuglens uskyldige Sang skal beskiemme den frostige Digter,
Torden, Lynild og Regn lære ham Kræfternes Spil,
Og den hellige Midnat, naar over de knælende Skove
Himlen rolig er hvalt, lære ham Andagt og Troe.