Vermund gammel var og graae;
Træt af mange svare Krige
Sad han hiemme i sit Rige,
Blind, med Purpurkaaben paa.
Skialden monne Harpen slaae;
Naar han sang om svundne Dage,
Vendte Mindet flux tilbage,
Og det blinde Øie saae.

Saxers Konning, stolt af Sind,
Listig for sin Magt lod sørge,
Sendte Bud, lod Vermund spørge:
Kan Den herske, som er blind?
En Herold i Salen ind
Traadde frem for Kongens Throne,
Hvor han sad med Spiir og Krone
Og med Haanden under Kind.

Fred med Danmarks gamle Drot!
Hid til dig mig Sverting sender.
Uden Sværd ved dine Lænder
Taus du sidder paa dit Slot.
Mon det er for Riget godt
At en kraftløs Olding bukker
Under Kronens Vægt, og sukker?
Giør da Navnet Kongen blot?

Dette er min Herres Bøn,
At du flux ham Thronen rømmer,
Som det sig en Olding sømmer,
Lever hen din Tid i Løn,
Eller ogsaa at din Søn
Mod min Konnings Søn uddrager;
Hvo da Seierskrandsen tager,
Tager ogsaa Kronen skiøn.

Uffe, saa var Sønnens Navn,
Giorde Kongen tit bedrøvet;
Mælet var ham plat berøvet.
Tunge, smertelige Savn!
Hiemme, Arm med Arm i Favn
Stille sad han, ey sig rørte;
Stor han var, men aldrig førte
Sværdet end til Landets Gavn.

Kongen ud i Taarer brast.
Maa jeg sligt mig lade sige?
At i fordums Kamp og Krige
Slog jeg drabelig og fast.
Hvi er svundet nu med Hast,
Livets Kraft som Dagens Straale?
Magtesløs jeg nu maa taale
Mine Fienders Overlast.

Fuldvel snilde Sverting veed
At mig mine Kræfter skuffe,
At min Søn er stum, at Uffe
Er min Ulyksalighed.
Odin seer fra Hlidskialf ned!
Blind jeg vil i Marken møde.
Den som Niding er skal bløde.
Bring din Husbond den Beskeed!

Herre! lød Heroldens Svar,
Sømmer det sig Svertings Vælde,
Kraftesløse Gubber fælde?
Slig en Seir var vundet snar.
Send den Arving, som du har.
Lad ham ud i Kampen drage,
Lad ham efter Sværdet tage,
Før han efter Spiret taer. -

Alle Kongens gode Mænd,
Støtted til de brede Sværde,
Monne moxen sig forfærde,
Stirred taus til Sønnen hen.
Odin før var Landets Ven,
Værned om vor gamle Ære,
Skal nu denne Skifting være
Morderen som qvæler den?

Som nu Blikket hen i Løn,
Med Fortrydelse og Lede,
Med Forbittrelse og Vrede,
Vendte sig til Kongens Søn,
Foer en Rosenfarve skiøn
I hans Ansigt op, og malte
Kinden rød, og Læben talte
Førstegang, ved Folkets Bøn.

Sikkert Sverting skal fortryde,
Al den Haan han viste mig.
Sandelig jeg siger dig!
Ei min Stang hans Søn skal bryde;
Men vil han mit Hierte fryde,
Lad ham end til dette Værk
Bringe med en Kiæmpe stærk.
Begges Hierteblod skal flyde.

Høist forbauset ingen Mand
Kunde sin Forundring hemme,
Da de hørte Uffes Stemme,
At han tale var istand;
Thi fra første Ungdom han
Mægted ey et Ord at sige,
Og nu talde han tillige
Kiekt og fagert for sit Land.

Saxeren i Skiegget loe
Over den forvovne Tale;
Men i alle Kongens Sale
Blev man lystelig og froe.
Han vil stride Een mod To!
Han, hver ærlig Kiempes Kummer,
Han er vaagnet af sin Slummer!
Skaffer Kongens Arne Ro!

Bort fra Dannerkongens Hal
Gik Herolden med sit Følge.
Kongen kunne ikke dølge
Egen Fryd, blandt Glædens Giald.
Du, som lød dit tappre Kald,
Du, som ender Vermunds Qvide,
Du, som Een mod To vil stride,
Dig besynge skal min Skiald!

Min ulykkelige Søn,
Stum af Fødsel, svag af Evne,
Som sin Fader ei kan hævne,
Leve skal sin Tid i Løn.
Du bønhørte Svertings Bøn,
Du skal arve Vermunds Throne,
Bære denne gyldne Krone,
Denne Purpurkaabe skiøn.

Da, nu i det gyldne Moer,
Kongen saa at tale hørtes,
Hver en Kiempes Hierte rørtes.
Ak den blinde Gubbe troer,
At ey sligt i Sønnen boer!
At det er en Andens Stemme!
Lad os da hans Smerte hemme,
Flux med glade Trøstensord.

Det er Eders egen Æt,
Herre! lød i Kongens Sale;
Han er viis og han kan tale,
Han har Æren ey forgiet.
Han sin Fader skaffer Ret.
Det var Ham, som Ordet sagde.
Ilden, det i Øiet bragde,
Vidner han vil holde det.

Da Kong Vermunds Taare randt;
Knæet vakled, Læben bæved,
Did han sine Hænder hæved -
Ak! I fare vel med Tant?
Men hvo ey sig grum forbandt
Med min Fiende, den ey nøle;
Bring ham hid at jeg kan føle,
Om I ogsaa taler sandt.

Da nu Uffe rolig stod,
Stor og stærk og føer af Lemmer,
Og iblandt de andre Stemmer
Høit sin Stemme klinge lod;
Ravede til Thronens Fod
Kongen ned, sin Haand han lagde
Paa hans Skulder, græd, og sagde:
Ja det er mit Kiød og Blod!

Siig mig, Elskte! uden Blu,
Hvi fra dine Barndoms Dage,
Uden Fryd og uden Klage,
Om saa stille vandred du?
Stod, min Søn, da ey din Hu
Til den tause Roe at bryde?
Til din Røst at lade lyde
I Naturens Røst, før nu?

Fader! — saa var Sønnens Svar -
Sielden ey min Tunges Lænker
Dine Fienders Raad og Rænker
Pludselig opdaget har.
Mens i Kraft du Kronen bar,
Var min Røst til ingen Nytte;
Nu først kan den understøtte
Haanden, som til Værge taer.

Bringer hid, I raske Helte!
Flux et Harnisk og et Skiold;
Og en Glavind, stærk og bold,
Binder hurtig ved mit Belte.
Ravnen skal ey længe svelte,
Kommer Sverting for min Arm.
Han skal føle Uffes Harm,
I sit Blod han sig skal velte.

Dernæst du mig ogsaa sige,
Vedblev Gubben i sin Tale,
Hvi du her i disse Sale,
Uforsøgt i Kamp og Krige,
Æsked To fra Saxens Rige?
Hvis nu Begges Blod ey flød?
Ak, min Søn! det blier min Død,
Hvis du maa for Magten vige.

Hertil svared Uffe saa:
Jeg den Skam vil nu aftvette,
Som os Viggo før og Kette
Ubesindigt førte paa;
Da de mon Atisle slaae,
To mod Een, mod Kiempe-Troe.
Jeg vil stride Een mod To,
Saa skal Rygtet glemt forgaae.

Ind i Hallen nu med Hast
Man en prægtig Brynie bragde,
Om det brede Bryst den lagde,
Snørte den til Skuldren fast.
Ringen sprang og Pladen brast!
Thi den fulde Barm, i Trængsel,
Taalte ey sit snevre Fængsel,
Den uvante Vaabenlast.

Nu en Brynie giort af nye,
Støbt af Jern, man om ham spændte.
Men da Uffe Kroppen vendte -
Vred han sønder den, som Blye!
Kongen hørte dette Gnye.
Da ham Sagen kom for for Øre,
Lod han den af Salen føre
Og sin Søn en Anden flye.

Men da den nu ogsaa snart
Revned over breden Skulder,
Da hver Pandser-Ring med Bulder
Brast, og intet Baand blev spart;
Da det plat var aabenbart
At han Intet kunde føre,
Hvis han skulde Kroppen røre;
Skiøn, men fast af Kiæmpe-Art;

Da blev Kongen heel bedrøvet,
Kaldte paa sin Kammersvend;
Sagde: Gak til Skabet hen!
Hent mit Harnisk, ufortøvet,
Og min Hielm med Egeløvet,
Og mit lange stærke Skiold,
Til den kiekke Yngling, bold.
Brøster det — er alt berøvet!

Og den gamle Kiempe gik;
Aabnede den lukte Kiste.
Og en Rustning flux sig viste
For det videlystne Blik.
Stærke Nagler, Prik ved Prik,
Lyste fra de gyldne Plader.
Tykke Skiæl sad tæt i Rader
Og sin Glands af Sølvet fik.

Hvælvet var det over Barm.
Asa-Thor i Guldet lued,
Bister han til Jorden skued,
Høit fra Himlen, paa sin Karm.
Med sin Hammer i sin Arm,
Med sit dobbeltsnoede Belte
Vinkte han de vrede Helte
Flux til Kampens stolte Larm.

Bagtil var den reen og blank.
Ey den mindste Rift og Skramme
Giorde Vermunds Daad tilskamme.
Smal den ned i Miden sank.
Til en Kiæmpe føer og rank
Var den giort, ved stærke Lænder
Funkled steenbesatte Spænder;
Til en Herre frie og frank!

Hielmen gylden, tung, og lukt,
Var ey Dannished berøvet;
Ovenfor i Egeløvet
Ydun vandt sin skiønne Frugt,
Som saa herligt og saa smukt
Voxer hist i Asers Have,
Er Udødeligheds Gave,
Lige sød af Smag og Lugt.

Skioldet hvælvet, langt og stort,
Tungt, selv for en Kiæmpe tapper,
Var med stærke Kobber-Knapper
Rundt besat, og kunstigt giort.
Endnu aldrig giennembort
Var det Sværdets Slag en Tøile;
Indenfor, den stærke Bøyle
Blødt med Zobelskindet for't.

Blev nu disse Vaaben bragt
Frem for Dagens lyse Flammer,
Efterat i mørken Kammer
Mange Aar de havde lagt.
Uffe tog den gyldne Pragt,
Og hver Helt, som var tilstæde,
Halv med Frygt og halv med Glæde,
Gav nu paa hans Gierning Agt.

Og med Fryd Enhver da saae
At de Hoser, sølverhvide,
Sadde rummeligt og siide.
Dernæst tog han Hielmen paa.
Op han monne Nættet slaae,
Og de gule Lokker rulled
Rigt og deiligt ned fra Guldet.
Det var skiønt at see derpaa!

Men da nu det Harnisk blankt,
Fast han vilde om sig spænde,
Og sig derpaa vilde vende -
Mærkte han — det var for trangt!
Heller ikke noksom langt!
Og i det han sig mon vride
Brast det i den ene Side,
Og han drog sin Aande angt.

Kongen hørte Pladen briste,
Luften blev med Klage blandet!
Ingen Bedre var i Landet.
Denne Prøve var den sidste.
Da nu Ingen længer vidste
Mindste Raad, da sagde Uffe:
Frygten skal mig ikke skuffe,
Lykken bør man altid friste.

Kalder hurtig fra sin Esse
Hid den sorte Smed i Hast,
At han med sin Hammers Last
Brynien her kan sammenpresse.
Lad ham nogle Nagler hvæsse,
Og dem rundt om Kløften slaae,
Saa vil jeg i Kampen gaae.
Lette Vaaben ey belæsse.

Treen nu ind, med hurtig Gang,
Efter Sønnens kloge Tale,
Flux en Smed i Kongens Sale,
Med sin Hammer og sin Tang.
Jernet imod Guldet klang;
Og den høie Hvælvings Brag
Gientog lydt hvert Hammerslag,
Mens han Brynien sammentvang.

Da den nu med megen Møye
Halv igien var bragt istand,
Sagde Kongens Søn: En Mand
Regner ikke Alt saa nøye.
Jeg forsigtig nu maa bøye
Over Skaden snildt mit Skiold.
Giv et Sværd nu i min Vold,
At min Fiende det kan døye.

Mangt et stærkt og fagert Sværd
Bragtes nu, med sleben Klinge;
Men naar han det vilde svinge -
Sprang det i hans Hænder qver!
Da nu Kongen denne Færd
Fik af sine Mænd at vide,
Drog han Sønnen til en Side,
Hemmeligt, og talde der:

Elskte Søn! For Sværdets Savn
Skal du ikke dig bedrøve.
Flere her du ey skal prøve,
Eet jeg kiender, Skrep, ved Navn,
Som i Jordens dybe Favn
Ligger langt fra Soel og Dag.
Der jeg selv det giemte, svag,
Da det var ey meer til Gavn.

Kostbar Klingen er og stor.
Hist i hine fierne Bierge
Gav mig det to kloge Dverge,
Smeddet under sorten Jord.
Udi ingen Kiæmpes Giord
Stikker Sligt, thi lod jeg skiule
Det i Jordens dybe Hule.
Blomster over Skatten groer.

Lod sig dernæst hemmelig
Nu den gamle, blinde Gubbe
Føre hen, hvor tør en Stubbe
Over Jorden hæved sig.
Dette Træe er sat af mig!
Sagde Kongen, da hans Fod
Stødte mod den visne Rod.
Her er Vaaben, Søn! for dig.

Tag du nu i Hast din Spade;
Grav saa med Forsigtighed,
Til den støder klangfuld ned
Mod den haarde blanke Plade.
Uffe giennem Jordens Flade
Grov nu, paa sin Faders Bøn.
Varsom var den stærke Søn,
For sit Vaaben ey at skade.

Op fra Markens kolde Skiød
Skarpen Spade Jorden flytted,
Uffe stirred, Kongen lytted!
Endnu intet Vaaben lød.
Men dybt at grave bød
Gubben nu, og see en rusten
Glavind, udi Hialtet brusten
Frem sig giennem Muldet brød.

Kongen hæved fro sin Røst:
Nu du Vaaben har i Hænde,
Som du kan mod Fienden vende.
Trykte Sønnen til sit Bryst.
Ham var det kun liden Lyst
Med sligt Sværd i Kamp at drage;
Taug dog, for ey bort at jage
Gubbens allersidste Trøst.

Men da han tillige saae
At hans Glavind, løs af Ælde,
Let i Kampens stærke Vælde
Lod sin Tunge sønderslaae,
Vilde han dog prøve paa
Kraften, mod et Træe som ene
Stod, og strakte sine Grene
Grønt mod Himlens stille Blaa.

Da Kong Vermund nu fornam
Hvad hans Søn forsøge vilde,
Sagde han: Da var det ilde,
Om min Skrep mig giorde Skam.
Fordum var den sielden tam.
Ikke troer jeg dette Giemme
Mægtet har dens Kraft at hemme,
Og dens Ægg at giøre lam.

Lad da fare sligt Forsøg.
Skiebnen kun derved du frister.
Thi hvis denne Glavind brister
Flyer vort sidste Haab som Røg.
Som en rovbegierlig Høg
Vist den styrter paa sit Bytte.
Lad da sligt, som hverken nytte
Kan, for Alvor eller Spøg.

Ynglingen betænksom stod.
Med en Brynie kort og brusten,
Med en Glavind løs og rusten
Ud han skulde gyde Blod. -
Dog forsvandt ey Heltens Mod!
Muntert sang den vevre Lærke;
Hiem fra Marken gik den Stærke,
Med sin Fader, Fod ved Fod.

Og en Hær blev sammenkaldet,
For at gaae mod Svertings Hær,
Hen til Eyderen, for der
At bedømme Vaabenskraldet.
Piben lød og Luren gialded,
Standsed ved den brede Flod.
Paa den anden Side stod
Svertings Mænd, alt vis paa Faldet.

Men ret som et enkelt Frøe,
Der paa Heden er at skue,
Voxet til en eenlig Tue,
Stod i Elven midt en Øe.
Hverken Hustrue eller Møe,
Kiæmper ene den betraade,
Hvergang Sværdet skulde raade
Og en Bersærk skulde døe.

Hen til denne Holm nu foer
Uffe, med sin gamle Fader,
I de brustne Pandserplader
Og med Sværdet i sin Giord.
Saxerne ham Døden svoer.
Begge, fra den anden Side,
Mon' de ham imøde stride,
Paa den elv-omflydte Jord.

Vermund Kong, den gamle Mand,
Var i Hiertet heel urolig:
Ey med Vaabnene fortrolig
Er min Søn. Ak falder han!
Sætter ved den bratte Strand
Stolen, med sin Hynde blød.
Mærker jeg min Uffes Død,
Styrter jeg mig ned paa Stand.

Blev nu med et roligt Mod
Sværdet flux fra Hoften revet,
Ind hvor Kredsen vidt var skrevet
Kiæmperne man træde lod.
Ilden i den Gamles Blod
Selv den hvide Lok foryngte,
Vildt den sig for Stormen slyngte
Hen, som Elven ved hans Fod.

Uffe, rolig, stærk og kold
Traade da saa trøst og froe
Mod de vrede Saxer to;
Hver en Kiæmpe, stærk og bold.
Ind paa ham med megen Vold
Hug de nu, mens Øiet brændte;
Da sin Skrep ey Uffe kiendte,
Bødte han kun med sit Skiold.

Kongen hørte Fiendens Hug
Hart mod Sønnens Vaaben klinge,
Som med Skioldets haarde Ringe
Skiermed sig, og med sit Buk.
Vermund gav et ængstligt Suk.
Længer ud til vilden Strand
Trak sin Stol den gamle Mand.
Løsnede sin Krone smuk.

Men da Uffe mærkte snart,
I det raske Kiæmpeværk,
Ved sit Slag, alt mere stærk,
Sværdets gode Kraft og Art,
Hug han drabelig og svart
Brat den Ene let, som Sivet,
Med sin Glavind giennem Livet,
At han styrted ned, med Fart

Vermund, som var Kampen nær,
Monne Mandefaldet høre,
Sagde med et henvendt Øre:
Der fornam jeg Skrep, mit Sværd!
Sønnens hæderlige Færd
Folkets Fryderaab udtrykte.
Da sin Stol fra Vandet rykte
Gubben, og fik Livet kier.

Frem med megen Vælde brød
Svertings Søn nu, for at hevne
I det frygtelige Stevne
Sin Ledsagers bratte Død.
Sank da ned mod Hielmen rød
Uffes Glavind ufortøvet.
Brat paa Længden blev han kløvet,
Styrted i sit Blod, som flød.

Vermund, i sit Purpurklæde,
Sagde, vendt til Slaget hen:
Der fornam jeg Skrep igien!
Skal jeg smile eller græde?
En Herold for Kongens Sæde
Treen, og qvad det muntre Vers:
Een paa langs, og Een paa tvers!
Da græd Gubben høit af Glæde.

Og en vældig Vaabenlarm
Toned fra de Danskes Leir,
Hiem de Danske drog med Seir,
Tvungen Saxen gik i Harm.
Uffes Pande, heed og varm,
Frietes nu fra Hielmens Glands,
Kiøltes med en Egekrands,
Rakt ham af en Piges Arm.

Og de Danske drog tilbage,
Skialders høie Harper lød.
Over Kong Atisles Død
Hørtes Ingen meer at klage.
Froe var Vermunds sidste Dage.
Uffe blev en Kiæmpe stærk.
Altid sindigt var hans Værk;
Derfor kaldtes han den Spage.