Ak, kiere Fætter! Luk dog op igien.
Jeg vil jo gierne giøre alt hvad I
Befaler mig. Ak Fætter! luk dog op. -
Han er alt borte! Ak! langt borte er han.
Hvor længe har jeg siddet her og grædt,
I dette mørke, græsselige Dyb?
Ha! du er ingen Fætter. Ney du er
En skammelig, en ond, en nedrig Troldmand,
Som søger at forlokke unge Børn.
Din Glæde er kun deres Qval og Død,
Dit blege Afskum. — Allah! Muhamed!
Forløser mig af denne Rædselsnød.
Jeg har jo aldrig dog endnu begaaet
Misgierninger, som kræve grusom Straf.
Hvad kan jeg dertil at min Fader døde?
O red mig, red mig, red mig, af min Smerte!
Lad mig ey døe af Hunger store Allah.
Han synker hen i en magtesløs Taushed en tidlang, og lytter rundtomkring. Derpaa siger han rolig, med en barnlig Adspredelse:
Hør Bækken, inde i den store Have,
Hvor rislende, besynderligt den rinder! -
Saadan den rislet har i mange Aar,
Før jeg blev født. I mange hundred Aar!
Hvor underligt ned fra det høye Loft
Den bløde Drypsteen falder. Hvor det plumper!
Bestandig samme Lyd. Dryp! Dryp! Dryp! Dryp!
Faaer det da ingen Ende? End bestandig -
Den eensformige Lyd dysser ham lidt efter lidt i en blid Søvn.

Tvende Biergpiger
komme sagte snigende sig frem, giennem en Biergkløft, hver med sin Kerte i Haand; de hælde sig hen over Aladdin og betragte ham.

Den Første hvidskende.
Seer du, min Søster! den deilige Dreng?

Den Anden ligesaa.
Ak! hvo har redt ham den steenhaarde Seng?

Den Første.
Hvilken Lyksalighed skienkes vort Bierg!

Den Anden.
Deilig, som han, er ey Alf eller Dverg.

Den Første.
See hvor han blusser!

Den Anden.
Ak hvor han er smuk.

Den Første.
Skielver og udstøder Sukke paa Suk.
De kysser ham.

Den Anden.
Sødeste Kys!

Den Første.
Nu hvi est du saa blye?

Den Anden.
Stille, han vaagner.

Den Første.
Ak saa maa vi flye!
De forsvinde.

Aladdin
farer sammen og seer sig om.
Hvordan? Endnu i denne mørke Hule?
Hvad kolde, klamme Læber rørte mine?
Ak! det var Døden, nok, som kyste mig.
Thi Hungren plager. Ha! forbandet være
De haarde, stolte, de grusomme Frugter,
Som lokke kun og skaffer ingen Næring.
Springer op.
Ha! jeg vil ned til Kilden at faae Vand.
Jeg kan ey! Der er sat et Skillerum
Imellem mig og den. Fortvivlelse!
O Allah tag min Siel! -
Han støder den Ring, Noureddin har givet ham paa Fingeren, imod Klippen. En Gnist springer ud deraf, bliver ved at brænde og opklarer Hulen.

Ringens Aand
lader sig tilsyne udi en stor Kæmpeskikkelse, og siger med tordnende Røst:
Herre! hvad vil du mig?
See! jeg maa lyde dig.
Ringen er i din Haand,
Du byder Ringens Aand.
Ey er det mig, som maa
Ene tilrede staae.
Alle de Slaver, som
Hylde dens Helligdom,
Knæle til dyben Jord,
Lystre dit Magtens Ord.

Aladdin
paa Knæe med sammenfoldede Hænder.
Ak skrækkelige Magt! Ifald du kan,
Og hvis du redde vil et stakkels Barn,
Da skaf mig ud af denne fæle Hule,
Hiem, hvor min Moder boer, i Ispahan!

Aanden.
Herre! du byder,
Din er min Magt.
Flux jeg dig lyder,
Som Ordet er sagt.
Snart, paa min Vinge,
Freidig og tryg,
Skal jeg dig svinge
Over Caucasus Ryg.
Paa Zephyrens Fod,
Over bølgende Vand,
Over Euphrats Flod,
Til Ispahan.