'Tommeliden var sig en Mand saa spæd,
i Fingerbøls Harnisk var han klæd,
hans Hjælm var hvælvet og hvid og ren,
det var en udhulet Kirsebærsten.
En Knappenaal var hans Lansestang,
selv var han ikkun en Tomme lang.

Tommeliden sidder i Tommeltot,
der morer han sig saa jævnt og godt!
Tommeliden drager paa Eventyr,
han vog en Flue det frygtelige Dyr!
Tommeliden drager i fremmede Land,
han svømmed sig over en Mælkespand.

Der var stor Frygt over al den Gaard,
af Tandværk led den kongelige Maard!
Svanhvide sig havde saa liden en Mund,
den var et Kirsebær, rød og rund;
de Læger komme med skarpen Tang,
den Kirsebærmund var dem alt for trang.

O, hvo som uddrager den hule Tand,
skal vorde Drot i det halve Land!
Tommeliden sprang ind med Hjælm og Stang,
hun mærked i Munden den knap engang,
af Sadlen han kasted den frække Gæst,
hun mærkede næppe det Lansefæst.

Der var stor Fryd over al den Gaard,
Tommeliden ægted den væne Maard.
Prinsesssen ham pyntet med Sindalsbaand,
hun bar ham til Kirken paa hviden Haand.
Foragte skal man just ej de smaa,
tit naa de, hvor ej de store kan naa.'