Gamle Foliobog! nu lukker jeg dit Pergament-Bind;
Reist har jeg langt nok med dig, siddende stil paa min Stol;
Reise vil jeg uden dig nu, eller rettere med dig!
Følger den Elskte ey med, selv naar Farvel der er sagt?
Vær mig en Ledsager troe, hav dit Hiem i det hellige Minde.
Følg mig og viis mig omkring, giennem mit Fædreneland!
Trin, som en gammel huusvandt Ven, beskeden tilbage,
Hvergang Besøg jeg faaer, huldt af den unge Natur;
Men naar Farvel hun har sagt, naar sig nærmer de mosgroede Mure,
Følg mig da trofast, min Ven! som i det taagede Veir.
Ledet ved din Haand lad mig staae for den hellige Hvælving,
Hvor dine Heltes Been lagdes og smuldne til Støv.
Lær mig igiennem Bondens enfoldige Mund at opdage
Mangt et ærværdigt Sagn, Lyd fra den hensvundne Tid!
At sig Oldtid kan blande med Nutid og Nutid med Oldtid,
Kierligt i blid Harmonie, giennem det reisende Digt.